Projektet
Turene
Billeder
Kontakt
Links
Forside

Kreta - Århus

Indhold:
Fra dem, som sejlede vestover.
Jagten i Afrika.
Syd om Gibraltar.
Jagten krydser sit kølvand.

Email fra Ole den 22. august 2002:

Jagten kaster sig gennem søerne på vej vestover, og pludselig har Olea været ombord i en måned. Vi nyder at være ombord på det gode skib igen, hurra for Jagten, hurra for resterne af orlovsordningen og hurra for besætningen som foruden os tæller the englishman: Uncle BOB, Leas veninde Birgitte og Jacob, som vi har boet sammen med på Allèen.

På Siciliens sydøstligste knold - i Mazamemi afmønstrede Knud Erik, Eva og Charlotte, efter at vi havde nydt deres gode selskab, kreative frokostanretninger, og en noget frisk sejlads fra den lille græske ø Kythira og ca. 400 sm vestover. Ikke mindst den sidste dag fik vi lidt dramatik i rum sø, hvor først en almindelig kuling og senere en lokal thunderstorm øst for Etna fik søen til at rejse sig. Under uvejret, hvor vi havde over 25 m/s og styrtregn, læste Lea Kardemommeby for børnene, og vi delte en stor pose uvejrs-lakrids mens vi lå underdrejet. Sent om aftenen spiste vi Verdens bedste Pizza på et torv i Siracusa.

Mazamemi er et perfekt feriested med en marina (33 euro/dag) hvor tingene fungerer, og med en dejlig strand indenfor gåafstand. Vi søsatte jollen og den mandlige del af familien blev hurtigt verdensberømt for roturene rundt i havnen. Vi blev gode venner med folkene ovre ved dieselstanderen, og her lagde vi til hver aften for at hente kolde colaer og øller til de voksne. Oppe ved havnekontoret lykkedes det en og ofte to gange om dagen Bjarke og Rasmus at charme sig til gratis is. Rederen har brugt en del tid på at gå skibet igennem, incl stuverum. Der er indkøbt flagermuslygter og klunset et gammelt bildæk, som jo er obligatorisk på skibe der sejler på dybt vand.

En dag da mor og børn var roet over til stranden var der en lille entreprenøropgave til DVJ-rescue-service. En tysk-fransos var i løbet af natten drevet på grund under ankring, da vinden var vendt. Det gør vind jo nogle gange. Jeg roede et anker langt ud først til en side, og senere til en anden. Og mens den lidt befippede skipper hev ind på den nye ankerline, blev det lettere paniske fruentimmer på fordækket beroliget. Og med fælles hjælp lykkedes det efter en halv times tid at få skibet af grunden. Missionen indbragte en pose med hatte, balloner og slik til børnene og en pose kolde øl til farmand. Ikke så dårligt.

Uncle Bob mødte vi tilfædigvis da vi var inde at proviantere og internette i nabobyen. Godt at få ham ombord igen. Han var let nok at kende for han var i det samme tøj som da han sejlede med til de Canariske øer for fire år siden. Birgitte kom ombord efter at have mødt "en englænder" på en frokostrestaurant i byen.

Vi tog Siciliens sydkyst i et par hop - ren motorsejlads - over til Marsala på vestspidsen. Undervejs har vi mødt masser af italiensk gæstfrihed. Bob kender Sicilien godt og har guidet os gennem det italienske køkken, og vi skyller ned med bl.a. kolde Ceres 7.7 %. Børnene er dagligt på stranden, og Bjarke svømmer efterhånden snildt 15-20 m med sine svømmeluffer på. Vi graver en million vandkanaler, og snakker om catlink-bølger som hjemme i DK.

Fra Marsala satte vi kursen mod Formentera som ligger mellem Mallorca og det spanske fastland (550 sm). Nr. 2 nat havde vi en masse bøvl med nogle uidentificerbare lysende objekter som flød på vandet overalt i horisonten, selvfølgelig lige på den kurs vi skulle gå. Efter en del observeren, læsen og studeren skød vi os til at det var lange flydende tunnet, markeret med nogle lange lysende bøjer. Med stor forsigtighed for ikke at få dem i skruen zig-zagede vi os igennem 3 rækker inden det blev lyst om morgenen.

På 3. dagen kom et voldsomt lavtryk ind over os og sendte ikke mindst gasterne til tælling. Styrke 5-6 fra imod plus modgående krappe søer er ikke DVJs livret. For små sejl og motor blev det til et lille døgnmål. En tidlig morgen ved solopgang hvor Lea havde styrevagten blev hun ramt af en slimet klat i hovedet. Det var nu ikke en flyvefisk denne gang, men en blæksprutte som var blevet slået ud af en bølge. Og for at vi ikke skulle være i tvivl om sødyrsbiologien, så tømte den sin sæk af blæk ud og svinede det halve cockpit til. Man skal skam ikke spøge med blæksprutten Olsen.

De sidste to dage af turen blev alt på nær gasternes appetit bedre igen. Børnene, som altid er bundet til cockpittet med deres livliner, kunne nu løbe rundt igen. De voksne havbader i en line efter båden og det er bare fedt. Børnede bruger deres oppustelige badebassin på agterdækket. Og ellers laver de huler og labyrinter med ophængte lagner i agterkahytten. De følger godt med i sejladsen, og når de ellers har lidt ekstra tid tilovers, så laver de knuder. Rasmusses bliver mest nogle store klumper på størrelse med krokketkugler, mens Bjarke binder pælestik, dobbelt halvstik plus en masse andre avancerede knob som hans far ikke kender. Han vil fra Gibraltar af udbyde et kursus ombord i sejlerknob for folk på Den Vilde Jagt.

Formentera er beskrevet som en ret uforstyrret far away ø, hvor en del kunstnere og gamle hippier præger dagligdagen, samtidig med at nogle af Middelhavets flotteste badestrande og badevand findes her. Det med strandene passer godtnok, men uforstyrret... Den kraftigt udbyggede marina var proppet og privat, og kostede forøvrigt 93 Euro/nat.. Så skønt vi virkelig havde set frem til at ligge fortøjet, så fandt vi os godt tilrette udenfor havnen for anker. Igen roede vi i land i jollen mens alle millionærerne stod og tabte underkæben inde på kajen - eller ombord på deres 3-4 etages, 100 fods penge-hvidvasknings-motoryachts og gloede. Jeg tror, vi har givet en stor etnisk oplevelse. Gudskelov kunne vi leje cykler på øen, og det var en fin måde at få rørt benene på, og komme rundt til de mere fjerntliggende strande på. Vi fandt dog ovre bagved et par af de mere afslappede steder i dette "Little Caribien", hvor hippielevn på madrasser og andre hang ud i en tåge af røgelse og joints. På Formentera påmønstrede Jacob efter at have sovet en nat ude på en mark, da alle hoteller var optaget.

Efter 3 dage sejlede vi videre mod Melilla, som er en lille spansk enklave i Marokko nær grænsen til Algeriet (290 sm). Denne tur bød på rigtigt flot vejr, skønt der ikke var megen vind at sejle på. Vi hev sejlene ned på dag 2., og sprang på hovedet i det store badekar. Det kan man nemlig godt når der er 2.5 km til bunden. Og da vi jo "kun" sejler kystsejlads her i Middelhavet flotter vi os og skyller os med lidt ferskvand på dækket inden frokosten og midtvejspandekagerne, som er obligatoriske på alle sørejser. I morgen når vi Afrika. Det glæder vi os til.

Mange hilsner til jer folk og fætre i Danmark - vi tænker meget på jer og glæder os til at se jer igen..

Store søhilsner Ole

Email fra Ole den 3. september 2002:

Ohøj I ferske landkrabber. Her er lidt nyt fra os søfarende:

Et par timer inden solnedgang anløber vi Melilla på den Afrikanske kyst. Det er et historisk, spansk brohoved, fra dengang der fandtes ordentlige statsmænd, og Franco og slige regerede i Spanien (dengang gik Spanien til et sted nede i det sydlige Marokko). Nu besøger vi denne lille spanske enklave, og bliver godt og meget professionelt modtaget i den nye, men billige marina. Her er flinke toldere, kolde colaer og billig diesel, som vi bruger en del af, da vi til søs enten har modvind eller ingen vind.

Vi går i land og ser på forholdene. Gasterne bader i bruserummene; noget os andre forlængst har vendet os af med. Vi finder en passende restaurant, siden et inferno af en isbar, og som aftenen skrider frem oprinder Bobs fødselsdag. Da det denne gang er et skarpt hjørne arrangerer skipper kold champange kl. 24.

Dagen efter spankulerer vi rundt og ser os om, nyder strandene med det lune vand, og efter et orgie af mad på en udsøgt restaurant om aftenen, giver fødselaren drinks, mv. De ludomaniske gaster har fået øje på det lokale casino, så da Redderen har lagt sine børn til ro finder han besætningen omkring roulettebordene.

Fødselaren går det rimeligt godt; han vinder støt og roligt mere og mere. Stakkels Jakob går det lige så støt den anden vej, så han og jeg sætter os op i baren. Skipper sidder og har lidt ondt af det med Jakob, men sådan er jo kapitalismen.. Birgitte er en hærdet hund på denne arena, med erfaring fra flere kontinenter. Efter en time er hun dog sendt til tælling, da hun har mistet et firecifret beløb. Efter lidt opmuntring i baren, prøver hun igen med de sidste poletter. Og nu kører hun med klatten. Hun vil gerne have til en flybillet hjem. Efter en halv time mere har hun tømt det halve casino, og kan for sine - nye! - penge købe billetter til hvem som helst. Birgitte hæver sine penge. Vi siger tak for iaften, og snupper et par drinks nedenunder.

Dagen efter vil vi ind og se i Marokko. Spanien og Marokko har jo fedtet noget rundt i løbet af sommeren pga. en vis Persilleø, så vi er spændte på hvordan forholdene er omkring grænsen. Men det går nu meget fint. Rækværket er kørt i stykker i grænselandet, og der blever mere beskidt og flere, og dybere, huller i vejen, som vi nærmer os Marokko. Store stempler og grammofonpladeagtige hatte i kontrollen, og - smut så er vi på den anden side. Vi fortsætter mod nærmeste by - Nador. Her er det rent - og herligt - gedemarked. I souken vrimler det med kræmmere og købmænd der vil sælge alt mellem himmel og jord. Krydderier, kameler og karameller. Vi sveder, og drikker fabelagtig, friskpresset appelsinjuice hver gang vi ser muligheden for det. Inden dagen er gået har alle fået fyldt rygsækken med arabisk gods og guld/t. Udenfor soukken er der marokkansk casino. Det er på en gammel olietønde, hvor en et-benet mand med høj stemme styrer indskud og satsning. Vi drikker myntethe, og tager den lokale bus tilbage til grænsen. Her kommer vi glat igennem til Spanien. Det gør imidlertid ikke ALLE. Samtlige marokanere og andre sydlændinge bliver jaget ind i et tremmeagtigt bur til højre, hvor de tilsyneladende må vente længe. Velkommen til Fort Europa.

På vejen videre mod Gibraltar får vi om natten besøg. Denne gang af en vildfaren og træt brevdue, som klasker ind i sejlet og ned i cockpittet. Den bliver tilbudt ferskvand, brød og røget pølse, men er åbenbart bedre (eller anderledes) vant. Da den har sundet sig natten over siger den farvel igen, og har sikkert noget helt andet at berette derhjemme hvor den kommer fra, end dens kammerater.

På vores sejlture besøges vi hver dag af delfiner. De er på denne tur tilsyneladende endnu mere i hopla end de plejer at være, og mange hopper ovenud af vandet tæt ved Jagten. Måske er det pga. det strømhvirvlende vand her omkring Gibraltar. Vi forsøger febrilsk at få et par gode fotoskud af de flotte dyr, men det lykkes nok ikke. Strøm og vind driller os en del på sidste del af vejen, og det bliver midnat inden vi når rundt om fyret Europe Point og i læ bag klippen. Just i tid til et par store pinter-øl på den lokale havne cafe.

Gibraltar, som skipper har besøgt for 10 år siden med en anden besætning har ændret sig voldsomt siden. Dog kan vi stadig finde Fishandchips, og vi laver en udflugt op til toppen af klippen hvor Eupopas eneste population af fritlevende aber lever. De er rimelige tamme, og bliver da også fodret med alverdens IKKE-abe mad. Stakkels dyr.

Det med abepopulationen har jeg nu tænkt at modbevise. På Jagten har vi en lille, men kernehård population bestående af to unghanner. De dingler rundt i vant og stag så snart de kan, æder masser af frugt, rager og piller i alt hvad de ser, og slås ofte. Den mindste, der ellers larmer mest, bliver kaldt Rasmus. Den anden dag blev han dog for en tid noget tavs. Så begyndte han at klynke lidt, og da Birgitte så op havde hans hoved sat sig fast inde i cockpitkarmen. Lea kom forfærdet løbende, og ved fælles hjælp fik de hevet ungen, inkl. øre ud igen. Skipper, der har investeret fire euro i en ny hwopu, var midt i sin middagssøvn, og hørte intet før han så de røde mærker i ungens hoved.

Og når vi nu er ved komfort; så hører vi en masse marokkanske pirat-CD-er plus medbragte børneCD-er på vores nyinstallerede Harald Nyborg CD-spiller.

Fra Gibraltar og vestpå er der en noget tricky sejlads. Strømmen løber kontinuerligt knap 2 knob ind i Middelhavet. Så har vi tidevandet, som vender hver 6. time, og som løber op til 4 knob nu et par dage efter fuldmåne, og som giver et sandt cirkus af strømhvirvler i hele det ca. 40 mil lange stræde. Derudover er der disse dage naturligvis vestenvind=modvind for os. Så navigatøren skal klø sig noget i nakken for at sende Jagten ud gennem strædet. Forresten ligger der nær næsten alle grundene i strædet små og meget store vrag strøet ud. Vi hugger mandag formiddag 20 mil af og smutter, lige inden strømmen vender, ind i Tarifa, det spanske fastlands sydligste punkt. Det var en god plan. Her var kanonhyggeligt at være. Næste morgen afmønstrer Birgitte og vi andre fortsætter til Portimao på Portugals Algarve kyst. Her er til gengæld voldsomt turistet. Gasterne bader i bruserummene, vi andre går til stranden. Rødehavsskipperen Kristian påmønstrer, Jakob afmønstrer og vi fortsætter vestover.

Efter nogle timers sejlads, syd for Lagos må vi afholde en lille recepcao ombord. Det er 4 år og 2 uger siden Jagten sidst sejlede over denne længdegrad. I mellemtiden har den krydset alle jordens andre længdegrader. Skønt det ikke har været en tur uden trængsler, så har mange fået store og uforglemmelige oplevelser undervejs. Alle der har sejlet med skibet har stor grund til at være stolte af den præstation. Det er få langturssejlere der når så langt. Det er fandme et godt og solidt bygget skib vi er ombord i. HURRA FOR DET. Og skønt det efterhånden har lidt patina, og senest en større renovering i Grækenland, så må alle vist være enige i at 3 gange Caribien/Sydamerika og nu en jordomsejling plus diverse andre småture ikke er så ringe af et skib bygget af 4 arbejdsløse vendelboer der gerne ville ud at se verden for 15 år siden.

Hele vejen fra Grækenland har vi styret med Orion over hækken i de sene nattetimer. Fra nu af vil vi have Nordstjernen i stævnen hjemover.

Hilsner til alle derhjemme og store søhilsner fra

Ole & Co.