Den Vilde Jagts nyhedsbrev nr. 4
august 1999
Indhold:
Galapagos til Marquesas: Undervejs mellem delfiner og grindehvaler
En flok jægere møder deres overmand - under vandet
På snorkeltur med børnene - mellem hajer og rokker
Jagten anløber den lille atol - Tonga Reva
Valgkamp og kirkegang - familien Rasmussen går igen på Tonga Reva.
Tim går i skole et par dage på Tongareva
"Er din sjæl ren, bider hajerne ikke..." - på forældreorlov i Sydhavet.
Galapagos til Marquesas: Undervejs mellem delfiner og grindehvaler
Sune skriver...
Sydpå hurtigst muligt, ned for at fange noget vind og så vestover, over det største ocean. Sådan var strategien da vi stævnede ud fra Galapagos. Og sådan sejlede vi optimistisk afsted fra San Cristobal. Men kort efter afsejlingen viste Asbjørn tegn på at være angrebet af de mavebesværligheder som også havde gået på omgang blandt andre i besætningen. Så næste gang vi droppede ankeret var samme aften i Academic Bay på en anden Galapagos Ø. Heldigvis blev det aldrig værre og lægehjælp aldrig nødvendigt, så vi kunne stævne ud igen allerede morgenen efter. Vinden havde lagt sig og Stillehavet virkede pludseligt meget stille og stort. De krusningsfri bølger, som vi også havde oplevet på vej hertil var vendt tilbage og den eventyrstemning og den mystik vi også havde følt tidligere vendte tilbage. Galapagos befinder sig virkelig inde i sin helt egen luftlomme, sin helt egen verden. Men hvis man vil ud igen, til den virkelige verden, må man tvinge sig frem og skære et hul i denne film som adskiller øerne fra resten af verden. Vi må starte motoren og bryde den ro som ellers kunne holde os fangne i havet omkring Darwins øer i al evighed. Men selv for en spindende Mercedes er der langt over Stillehavet. Vi ventede på vinden. Hvornår ville den komme og tage os med? Det viste sig, at Galapagos ikke havde sluppet sit greb endnu, motor eller ingen motor. For næste morgen kom havets ambassadører - delfinerne - og introducerede endnu en fristelse: Grindehvaler.
Delfinerne kom først hen til skibet, sprang som aldrig før, nysgerrige og ivrige for at vise os deres venner, hvalerne. Større og mere rolige var de kroppe der dernæst aftegnede sig gennem den blanke overflade. Glade, nærmest barnlige, og kloge som oldinges ansigter var de hoveder der kiggede op på besætningen. De måtte svømme på siden for at få øjet i den rigtige vinkel. Bliv hos os sagde de rare øjne. Og vi blev. Inden længe drev Jagten for strømmen med flokken af grindehvaler for og bag, til styrbord og bagbord, spredt og samlet. Delfinerne blev lidt, men forsvandt snart og kom snart igen. Deres interesse i os var mindre vedholdende end deres større artsfællers. Vores rendezvous med grinderne var ikke kort som man kunne have frygtet. Hvalerne kom og gik, men var altid inden for syne og da vi gik i vandet til dem blev deres nysgerrighed atter vakt og skærpet. Jeg hang på badestigen i en temmelig akavet stilling, med dykkermasken under overfladen, men klar til at springe ombord hvis et af dyrene skulle gøre tegn til at ville sluge mig. I begyndelsen kom de kæmpestore kroppe inden for berøringsafstand og kiggede forundret på mig. Måske kunne de se at jeg var lidt nervøs, for snart gav de lidt mere plads, så man kunne komme til. Og..
...inden længe fortog nervøsiteten sig og snart kunne vi alle snorkle med hvalerne....
Vi kunne tælle mindst 15 hvaler, heriblandt unger og unge medlemmer. På et tidspunkt kom en større hval, øjensynligt en han, og samlede flokken som om han ville have dem med. Flokken forsvandt, men snart dukkede de mest nysgerrige igen op fra det dybe blå for lige at få et sidste kik på de underlige væsener fra jernhvalen. Og så vendte de alle tilbage én gang til. Mens vi var i vandet hændte det også at en delfin dukkede op for snart at forsvinde igen. Det sidste vi så til hvalerne var deres ryg og finne hundrede af meter borte. De blæste farvel, for de havde indset, at vi ikke var til at få til at blive. Vi var alt for opsatte på hvad der var på den anden side af oceanet, og vi havde tilmed startet motoren igen.
Vinden kom først dage senere. Lørdag den 20. marts har kaptajnen noteret i logbogen at passaten endelig er ved at stabilisere sig. Kursen er mellem 230 og 250, afhængig af vinden. Hvis den døde voksede tvivlen på om vi virkelig havde ramt Passaten og der blev investeret lidt i sydlig retning. Hvis den friskede tillod vi os mere vestlig retning. Havet døde aldrig. Selvom vi havde forladt Galapagos livsgivende luftlomme var der stadig masser af liv, i luften såvel som i havet. Morild, gopler, svømmende krabber, fisk og delfiner under os og fugle i luften over os. Men trods denne rigdom lykkedes det os ikke at supplere provianteringen med havets gaver. Var det farten, grejet eller fiskeren der var noget galt med? Hver morgen blev grejet sat og hver aften blev det taget ind. Uden fangst. Sådan gik det indtil dagen efter midtvejsfesten, hvor vi fangede to fisk på én dag; en makrel af en art og en delfinfisk på en hjemmelavet krog. Nu var grejet og farten og fiskeren i orden og jeg kunne love fisk hver dag resten af turen, i de mængder man måtte have lyst til. Skæbnen ville dog, at grejet var i vandet hver dag siden da. Uden held. Heldigvis er besætningen her ombord kreativ, så med en fast maddag hver femte dag er maden aldrig blevet rigtig sørgelig. I løbet af de 23 dage det tog at komme over det store stræk i Stillehavet blev alle de slidte bøger mere slidt, rutinerne mere faste og rendezvouerne mere sjældne. Men...
...især blev lysten til ØL mere påtrængende....
Fredag den 9. april om morgenen dukkede de høje Marquesas-øer op i horisonten. Og som afstanden blev kortere åbenbarede Hiva Oa sig i al sin frodighed og majestæt. Atouna lå for foden af høje bjerge og vandfald kunne ses i det fjerne. På begge sider af byen løb vandet ud i havet og plumrede sigtbarheden til. På land duftede der herligt og afvekslende fra havets ensartethed. Blomster og frugter prydede vejkanten i alle farver. Vi er i Polynesien. Menneskene ser ud som de skal. Flotte tatoveringer, blomster i håret og dybe mørke øjne. Men der var noget galt. På en gang var vi så langt væk vi nogensinde havde været før, måske så langt væk fra resten af verden som vi nogensinde kommer. Men samtidig var vi hjemme, tilbage i civilisationen og langt væk fra alfonser, pushere og andre hustlere. Vores inddeklarering foregik hos den lokale gendarm. Og de der ikke havde returbillet fra Fransk Polynesien måtte deponere et betydeligt beløb. Men formaliteterne kunne ordnes over flere dage, så for en gangs skyld var der ikke så meget stress i den forbindelse. Atouna var det perfekteudgangspunkt for nogle gode vandreture i den frodige og overvældende natur. Men eventyrtrangen var stor, så snart sejlede vi om på den anden side til en øde strand, hvor vi ville leve som Robinson Crusoe for en stund. Men vandet var grumset, dønningen voldsom og Nono-fluerne ulidelige. Så det blev kun til en enkelt aften med vellykket bålmad. I stedet fandt vi en bedre strand på øen Tahuata. Her var dønningerne lettere at tyde og vandet klarere.
En flok jægere møder deres overmand - under vandet
Sune beretter fra Marquesas...
En eftermiddag efter endt toiletpumpecirkus, drog jægerne ud på undervandssafari.
Efter et stykke tid spottede Nati en enorm ottearmet blæksprutte. Jeg spurgte de andre om vi turde harpunere den. Det mente Christian nok at vi turde. Og snart sad spyddet lige igennem munden på dyret. Men blæksprutten ville ikke dø. Den klamrede sig til en koral og lod sig ikke vriste af da jeg trak i snoren til spyddet. Efter lidt tid, fik sprutten vristet sig løs. Heldigvis holdt de andre øje med dyret i mellemtiden, så snart sad spyddet i dyret igen. Denne gang sad det bedre fast, men også denne gang faldt det af. På det tidspunkt var linen lige ved at briste, men jeg fik da spyddet med op. Tredie gang det stakkels dyr blev punkteret skulle man tro at det efterhånden var svækket. Denne gang sad spydet lige i øjet og igennem kroppen. Spyddet sad så godt fast nu, at jeg måtte lade spyd, harpun og hele molevitten sidde i dyret mens jeg måtte til overfladen for at suge luft. Først nu fik Niels øje på det camouflerede væsen. Det vil sige han så aldrig selve dyret, men kun vidnesbyrd for dens eksistens. Harpunen svømmede ind i en hule. Måbende kunne vi bare se til. Ingen var klar til atter at dykke ned for at fange harpunen i dens flugt. Og snart var den helt ude af syne. Vi så på hinanden, kunne ikke helt lade være med at grine, men måtte lægge en plan. Vi var ikke klar til at lade vores harpun i stikken, ikke første gang vi overhovedet skød med den. Det ville simpelthen være for stor en falliterklæring. Det endte med at Niels og Christian sejlede tilbage til Jagten for at hente vores fangstkrog. Der var nemlig ikke nogen af os der havde lyst til at bevæge os for langt ind i den undersøiske hule, så vi håbede at kunne rage harpunen til os med fangstkrogen. Mens Christian og Niels tog tilbage blev Nati og jeg ved overfladen i nærheden af hulen. For ikke at miste hulen af syne måtte vi hele tiden kigge ned på korallandskabet. Af og til kom tvivlen over os. Var det nu der? - eller var det derovre? Den ene hule lignede den anden. Christian kom alene tilbage med fangstkrogen. Niels var begyndt at fryse, så han var blevet tilbage på båden. Med fangstkrogen i hånden gik vi atter under overfladen. Men vi kunne ikke se nogen harpun eller blæksprutte. Flere gange dykkede vi ned og kom op igen, uden at have set noget, da Nati på fire-fem meters dybde pludselig gav et spjæt fra sig. Hun havde set ét eller andet. Jeg vendte tilbage til overfladen overbevist om at hun havde set sin første haj. Det viste sig dog, at hun, med sit falkeblik, havde spottet harpunen, som lå næsten blottet ud for en anden hule. Blæksprutten havde tilsyneladende fundet en anden udgang fra koralhulen. Nu handlede det om at handle hurtigt. Nati dykkede med ned for at pege harpunen ud, og snart havde jeg den i hånden. Denne gang lod jeg spyd være spyd og trak til indtil linen faktisk sprang. Jeg ville bare have våbenet med til overfladen. Faktisk kunne jeg ikke se om blæksprutten stadig havde fat i den anden ende, for jeg kunne ikke se den anden ende af linen. Men vi besluttede alligevel at blive og søge efter spyddet. Tilsidst fandt jeg også spyddet. Det havde kilet sig ind mellem to koralblokke lige uden for den anden åbning til hulen. Blæksprutten var åbenbart sluppet væk. Om det var før eller efter linen brast, det finder vi aldrig ud af. Men med en brudt line er der jo i hvert tilfælde mulighed for at komme uden om modhagen i spidsen af spydet. I kampens hede var spyddet på et eller andet tidspunkt blevet bøjet. Det var dog ikke værre end at vi selv kunne udbedre det. Og snart var våbenet atter klar til endnu en kamp på liv og død under vandet.
På snorkeltur med børnene - mellem hajer og rokker
Karin skriver fra Bora-Bora
På Bora-Bora havde vi meldt os til en snorkle og dykkertur. Vi ville blive hentet i bil, men chaufføren dukkede aldrig op, så efter at have ventet ved sejlklubbens i 1 1/2 time med 2 forventningsfulde drenge ringede vi flere gange til bureauet. Tilsidst indrømmede de at chaufføren havde glemt os men at vi ville få en gratis tur dagen efter. Bjarne havde vagt på båden næste dag så han måtte blive på båden, men Tim, Tobias og jeg ville så blive hentet kl. 9. Chaufføren dukkede først op kl. 9.45, da han havde været ved tandlægen også for resten lige skulle købe cigaretter på vejen. Men vi var glade for at vi i det hele taget blev hentet.
Vi nåede lige at se det sidste af hajfodringen da vi dukkede op ved revet med speedbåd. Ja, man skal da ikke blive stresset - det går nok alt sammen. Ved revet var en polynesisk fyr ved at fodre en haj og bagefter bar han rundt med den over hovedet. Inden vi nåede at komme ombord på udriggerkanoen havde han sluppet den løs i vandet som vi stod i. Tim sagde at vi bare skulle tage det roligt: "Den går ikke noget hvis vi bare står stille". Vi sejlede et andet sted hen for at snorkle og der var utrolig flot, ja det flotteste koralhav jeg har set, med turkisgrønt vand. Man kunne se 10 m under vandet hvor vi snorklede og vi så 50 forskellige tropiske fisk som samtidig så på os. Det var et utroligt syn. Tim var ikke til at få op af vandet igen, og Tobias svømmede rundt iblandt alle fiskene som han kunne se under vandet.
Derefter sejlede vi hele øen rundt. Vi så blandt andet hvor Jack Nicholson havde sit sommerhus ved vandet. De lokale underholdt med guitarmusik og sang, og var fulde af sjov og ballade. Tim og Tobias syntes at de var sjove.
Vi sejlede ud til et sted som hed lagonarium, hvor vi fik Polynesisk buffet. De lokale underholdt med at vise hvordan man binder et tørklæde på forskellige måder til eventuelt bukser, nederdel, top til kvinder, osv.
Tobias legede med de lokale børn på øen. Derefter snorklede vi i lagunen hvor der var revhajer, store skildpadder, rokker, tropiske fisk, mv. Tobias kunne gå i vandet og kigge på fiskene. Tim klappede de store skildpadder og havde fundet ud af hvordan han kunne få dem op på land.
To af de lokale svømmede ud i lagunen og kom tilbage med en kæmpestor rokke, som han holdt under sig. Vi fik lov til at klappe den. Alt i alt en rigtig god dag på trods af at begyndelsen var lidt besværlig. Det var en stor oplevelse som børnene stadig snakker om.
Jagten anløber den lille atol - Tonga Reva
Christian og Trine skriver...
Det er nu 6 dage siden vi forlod Bora-Boras turistinferno. Vi har sat kursen mod Tonga- Reva, en lille atol aller nordligst i Cook-øerne. Først 8 sømil herfra dukker lille Tongareva op af horisonten, men de absolut højeste kokospalmer rækker heller ikke mere end 15 meter i vejret og selve atollen vel kun et par meter.
Vi har udfra vores nautiske almanak regnet grundigt på, hvornår vi kan forvente slack water i det lille revpas, for Sailing Directions For Pacific Islands fortæller følgende:
"The current in the pass ordinary runs at a rate of about 3-4 knots, but at times have run at a rate of 8 knots. The pass should be entered only at slack water, under favorable light conditions and with local knowledge..."
Vi finder ind gennem det lille revpas, skønt den bøje, som burde markere det, ikke er at finde. Bøjen finder vi først sidenhen, da vi snorkler i passet. Der ligger den nemlig nede på bunden.
Med en mand m/k i masten, en ved roret og en på hvert sidedæk lister vi os ind i lagunen. Der står lidt spredte pinde her og der for at markere de farlige undersøiske koralhoveder, blot er det umuligt at se, om pindene udgør en styrbord eller en bagbord bøje. Heldigvis har vi solen i ryggen, så vi ser forholdsvis nemt de lumske koralhoveder. Vi kaster anker foran hovedbyen Omaka. Immigrationsmyndigheden, Henry Ford, står allerede på molen og vinker, men vi er også kun lystbåd nr. 7, der anløber Tonga Reva i år.
Efter en uges tid til søs er man tørstig efter cola og andre lækkerier. Udvalget i byens eneste købmandsbutik viser sig dog at være yderst sparsomt. Der er lidt corned beef, kokossæbe og tobak, som mest af alt minder om et affaldsprodukt fra cobra-produktionen. I et lille køleskab ligger der dog lidt Marsbar side om side med et stort udvalg af ormemidler til humant brug. Javist, vi er kommet langt væk fra Fransk Polynesiens bugnede supermarkeder og vi er glade for stadig at have dåser på kistebunden.
I Omoka bor der omkring 500 mennesker og i den anden lille by på den anden side af lagunen omkring 300. Folk laver alle lidt af hvert. Dyrker en smule kulturperler, dykker lidt efter de "ægte" pipiperler (ned til 30 meter med snorkel!), fanger nogle fisk og bytter dem for lidt grisekød hos onklen. Grisene fodres her med kokosnødder og fiskerester. De fleste af kvinderne er desuden ferme til at flette hatte og vifter af bladene fra kokospalmer og pandanus. Disse sendes med den månedlige fragtbåd til hovedøen og sælges til turisterne dér. Som på andre små atoller har pengene ikke den store værdi, men kan man undvære lidt elektrisk håndværktøj eller en flaske parfume, vil de hellere end gerne fylde båden op med perler, tunfisk og kokosnødder.
Valgkamp og kirkegang - familien Rasmussen går igen på Tonga Reva.
Christian og Trine skriver...
Da vi ankommer er hele byen på vej ud til den lille airstrip. Det ugentlige fly er netop landet med 10 passagerer, og det er hver lørdag et højdepunkt i byens stille liv. På gamle rustne cykler og knallerter og med gamle koner og småbørn hængene bagpå, valfarter de derud. Om 14 dage skal der være valg og højrefløjens spidskandidat er med flyveren for at promovere sine synspunkter her på den mest afsidesliggende af Cook øerne.
Valg sætter altid sindene i kog på den lille atol. Brødre, der stemmer på hvert deres parti, hilser pludselig ikke længere på hinanden, og generelt holder man i tiden op til valget nøje øje med hvem, de andre i byen besøger og i det hele taget taler med. Men når stemmesedlerne først er talt op, plejer alt at vende "back to normal", og der falder atter ro over det lille samfund.
Venstrefløjens kandidat på øen hedder Wilky Rasmussen. Jo, den er god nok, han har skam solid dansk socialdemokratisk blod i årene. Hans bedstefar, Viggo Rasmussen, drog i slutningen af forrige århundrede ud til Sydhavet som sømand. Han købte sig en cobra-skonnert og sejlede imellem de små atoller, hvor han opkøbte cobra (=kokos), som han videresolgte til raffinaderierne i Papeete.
En dejlig vaniliepige fandt han på Tonga Reva og fik med hende (og da hun døde med hendes smukke lillesøster) en del børn. Så på øen er der fortsat mange, der hedder Rasmussen, og Wilky bor i bedstefaderens gamle træhus, der holder sig fint, skønt han døde tilbage i 1947.
Viggo ligger henne på kirkegården ved siden af sin første kone. Den yngre søster er nu en gammel kvinde, men lever stadig i bedste velgående. Og Wilkys fætter, Oigo Rasmussen, er stadig præst i kirken. Allerede ved indeklareringen får vi at vide at man regner med os i kirke hver søndag. Vi behøver blot at komme en enkelt gang, mens resten af øens befolkning kommer der 3 gange om søndagen samt en enkelt gang tirsdag og fredag.
Ja, kirken er stærk på Tone Reva. Den forbyder AL handel, boldspil og arbejde om søndagen, hvor man iøvrigt forventes at bære lang kjole/lange bukser samt for kvindernes vedkommende hat i kirken. Til gengæld er alle enige om, at de mange bønner er årsag til, at cykloner aldrig rammer atollen. Og når man fisker standses påhængsmotoren kortvarigt for at give tid til en bøn, inden krogene smides i vandet.
Det er en etnisk oplevelse at gå i kirke dér. Første søndag i måneden er "hvid søndag" og ekstra hellig, og da bliver man kun lukket ind i kirken iført hvidt tøj. Vi låner os frem hos en lokal veninde, for lang hvid kjole og nystrøgne skjorter er ikke det, vi har mest af på bunden af køjesækken. I kirken sidder kvinderne til venstre og mændene til højre. De ældste sidder nede bagerst og leder an i den spektakulære flerstemmige sang med skingre stemmer. Jo længere fremme man ser, jo lavere bliver alderen. Blandt de unge kvinder med småbørn bliver der heflet noget med bamser og sutteflasker, og babyer bliver sendt rundt mellem mødre, tanter og mostre. Men ungerne er imponerende afdæmpede.
Selve prædiken forstår vi ikke, for den foregår på lokalsproget, men Oigo Rasmussen slår kortvarigt over i engelsk og byder os pænt velkommen oppe fra prædikestolen under taget i den simple, men meget smukke kirke.
Sidenhen hører vi, at Oigo er en venlig og afholdt mand, men at han for år tilbage kørte et andet menneske ihjel i en brandert. Egentligt skulle han derfor i fængsel, men istedet tog kirken ham til nåde, og ved at følge præstekaldet undgår han således at burre bag tremmer. Den slags eksempler er der mange af på Tonga Reva, men hvem siger i grunden også at man bliver et bedre menneske af at sidde i fængsel.
Øl og sprut er iøvrigt ikke muligt at købe her. Det er velsagtens også kirken, der har en finger med i spillet på dette område. Og det er måske godt nok, for som vor ven, Tangi, udtrykker det: "Kunne man købe bajere hos købmanden, ville jeg da sidde og drikke dem hele dagen".
Vore bedste venner bliver familien Long, der er ved at starte en stor perlefarm op. Far, mor og 2 voksne børn knokler løs hele ugen med at passe og pleje de 40.000 muslinger, som hænger sirligt på snore ude i lagunen, med en lille kommende perle implanteret indeni.
Hos familien Long slappes der af i weekenden med hjemmebrygget "jungle-juice".
"Det smager som rævepis og terpentin....
..... men sgu i få lyst til at smage det selv"
så medgives opskriften lige:
2-2 1/2 kilo sukker
10 teposer
20 liter vand
3/4 kop tørgær
Kog teposerne indtil farven er forsvundet. Bland hele moletjavsen i en stor dunk. Efterlad dunk med indhold i solen i en 3 dage. Bland et par kilo sukker mere i, og næste dag vil drikken være klar til at nedsvælge.
"Med moralen i historien er det så som så
lær din dreng at drikke, som du lærer ham at gå
så han ka´ ta´ sig en ski´ og gå på røven med et brag
- og alligevel gå i skole den næste daw"
Ja, fru Jensen fra Tolne lever i bedste velgående på Tonga Reva, og dét er et problem. Selvom købmanden ikke har sprut på hylderne, får ungdommen alligevel fingre i det og drikker det i smug til de dratter om, istedet for at få et mere afslappet og naturligt forhold til alkohol.
Tim går i skole et par dage på Tongareva
Karin skriver..
Dagen efter at vi var ankommet til Tongareva talte vi med Barney som skar kokosnødder ud til os. Han sagde at Tim godt kunne komme i den lokale skole. Jeg havde læst i Træls Kløvedals bøger at hans datter havde gået i skole der.
Næste dag tog vi op til skolen som ligger lige ud til vandet og spurgte om han måtte gå i skole et par dage. Det kunne godt lade sig gøre, og vi blev fulgt ned til et klasseværelse hvor der var cirka 10 drenge og en pige - alle på 9-11 år. Klasselærerinden hed Frk. Rasmussen og hendes bedstefar var Viggo Rasmussen.
Klasseværelset var fyldt med kort over tropiske fisk og verdenskort. Børnene sad rundt om i en hestesko. Døren ud til stod åben så der kom frisk havvind ind i lokalet. De mindre børn på 3-5 år løb rundt udenfor men kom indimellem over i døren for at kigge. De var alle lærerens børn eller søskende. Der findes ingen børnehave eller fritidshjem på øen. Der går omkring 80 børn på skolen i alderen 6 - 15 år. Derefter går de på high school som ligger lige ved siden af. Mange tager til New Zealand og får en uddannelse der. Børnene lærer engelsk fra de er 6 år.
Tim havde i den første time matematik som meget lignede det han har derhjemme. Dog skulle han finde ud af en engelsk sætning udfra rigtige stykker. De var på samme niveau som Tims klasse derhjemme.
Engelsk var de gode til og de fortalte Tim alt om forskellige fisk, og hvilke fisk han skulle passe på når han dykkede ude på revet.
I frikvartererne spillede de fodbold med bare tæer ude i gruset. Drengene havde hvide skjorter og shorts på, og pigerne var i grønne kjoler. De var meget interesserede i at snakke med Tim. Der var blandt andet en pige som jeg forærede en Troels Kløvedalbog da der var et billede deri af hendes mor. Det sjove var at Troels havde skrevet at der blev holdt afskedsfest for ham, men pigen sagde at billedet var fra en julefest. Det var såmænd noget de holdt hvert år, og ikke nogen fest de havde holdt specielt for Nordkaperen.... Jeg skulle oversætte hvad der stod nedenunder hvert billede. Der var blandt andet billeder fra skolen.
Næste morgen startede skolen kl. 8, og alle børnene skulle rundt på skolens område og samle affald. Det gik de første 10 min. med. Derefter havde de matematik, engelsk og musik. I musik sang de forskellige sange for Tim. Hvis børnene ikke hører efter i timerne får de smæk over fingrene. Dette skete dog kun i en time hvor der var vikar på, og børnene blev bare sat til at tegne i 1 1/2 time. De skal dog spare på papir og farveblyanter, og de har heller ikke så mange bøger som i det danske skolesystem.
De næste par dage var lærerne til undervisning hos nogle folk fra Ragotonga. Børnene havde fri fra skole, og mange af drengene kaldte på Tim inde fra kajen. Han tog ind og legede med nogle af drengene og spillede fodbold. Lige pludselig hed det: "det er ham fra min klasse".
Børnene på Tongareva har næsten ingen legetøj. De stod alle rundt om ham en dag da han viste hans Game-boy, og nogle af drengene prøvede den bagefter. Fjernsyn og video findes ikke på Tongareva. Børnene havde natur-lege sager. Rigtige legesager bliver købt på New Zealand eller Ragotonga af familien som bor der eller er på besøg. Hver lørdag kommer flyveren fra Ragotonga og alle på Tongareva tager deres knallert og kører derud til modtagelse af øens beboere. Det er ugens højdepunkt.
Ja - at have en dansk dreng i klassen var også en stor oplevelse for dem, da der jo ikke sker så meget på øen.
"Er din sjæl ren, bider hajerne ikke..." - på forældreorlov i Sydhavet.
Christian og Trine beretter...
Nå, men vi har også mere fornuftige ting at bruge vores tid på, Revpasset er fuld af smukke farverige fisk og hajer! Det er bestemt ikke uden grund, at befolkningen kalder deres atol for Sharkland. Det er heldigvis MEST små revhajer, som kun bliver op til 1 1/2 meter, og dem vender vi os til. For som de lokale siger: "er din sjæl ren, bider hajerne ikke". Dog hører vi skrækindjagende historier om det modsatte og lader derfor harpungeværet ligge hjemme på båden, skønt vi ikke selv mener at have syndet alverden.
De to yngste mænd, Asbjørn og Tobias, er dog frygtløse. På lavt vand jagter de babyhajer med harpungeværer (alias træpinde) - "ligesom Sune", siger de. Ja, børnene har en god tid på Tonga Reva, for det er et godt sted at vokse op. Ingen institutioner med forlænget åbningstid og ingen superstressede forældre.
Vores unger bygger palmehytter, bader og finder forsteninger i lange baner - forstenede hønsefødder, forstenede rensdyrgevirer, forstenede politiskilte m.m.
Asbjørn bader også ufrivilligt. En aften vi er ude at prøve lykken som tunfiskere ligger han ude i gummibådens stævn og kigger ned i vandet. Han glider lige på hovedet i. Men vi får ham hurtigt fisket op og kan konstatere, at redningsvesten virkede fint.
Et stort hit for børnene er løvernes konge 2, der utroligt nok allerede er nået til Tonga Reva på video. Den ser vores børn sammen med de lokale unger, som allerede har set den et utal af gange, for almindeligt TV når ikke herud.
Trine er oppe at besøge den lokale sygeplejerske, Taui, som også forestår fødslerne på atollen. Det kommer der meget spændende snak ud af, bl.a. om hendes bedste fødselsoplevelse, hvor en kvinde fødte ude i selve lagunen.
Christian får tilbudt arbejde hos vores perlefarms-venner og er helt vild i varmen. Det ku´ da være et virkeligt eventyr at komme hjem med lommerne fyldt op med blackpearls. Men tiden er jo knap, når man vil jorden rundt på kun 2 år, og vi må sige farvel til denne dejlige sydhavsø.
Så snart vi er ude gennem passet, dumper vi den nye fiskekrog, som vi har fået af familien Long. Den virker bare. Nu er det slut med fiskehunger. Pludselig kan vi fange alle de fisk vi vil, og det er sandelig noget nyt. Tunbøffer bliver hverdagskost på den lange sørejse ned til Western Samoa, som er næste stop på vores togt.
I næste nyhedsbrev: Hvordan gik det på Samoa?, Hvormange AUS $ indbragte perlerne???, Jagten på land på Fiji!, Mit livs Kænguru (opskrift).