Den Vilde Jagts nyhedsbrev nr. 3
Dette nyhedsbrev blev udsendt i april 1999. Det indeholder:
Jagten over Atlanten
I det Caribiske Hav
Jagten ud i Stillehavet
|
| Nu med billeder |
Jagten over Atlanten
Peter beretter fra sin køje på DVJ ud for Testikeløerne:
Der er en heftig trængsel her ombord. Alle farer rundt og har så travlt så travlt. Derfor har jeg besluttet at krybe ind i min kahyt og fortælle jer historien om hvordan vi krydsede Det Atlantiske Ocean.
Ser I - vi var jo kommet ud til de Cap Verdiske Øer, som ligger lidt nord for Ækvator. Der lå vi så på disse vilde Vest Afrikanske Øer, nogle tørre hårdføre knolde. Og der - ja der lå vi fri sejlere, og vi så de flotte skuder der var tilmeldt Millennium-race, stå ud på deres flotille sejlads...., hvilket syn af symmetri og orden. Et par dage efter stak vi så selv af. Dog gled vi ikke ud på det åbne hav lige med det første. Vi slog lige et slag ind i en lille bugt med den allerfineste sandstrand, lidt væk fra byen. Der lå vi så og filede den af det meste af dagen, før vi hen under aften lettede anker, satte storsejl og fok, og i ly af mørket strøg vi lydløst over bugten, ud på det kæmpe ocean på hvis udstrakte vidder vi ville forsvinde en lang tid.
De første par dage strøg vi raskt afsted med 6 knob for genua og storsejl. Jeg gik dog og pønsede på en plan. Ser I, jeg havde en ide om at man kunne have to forsejl sat helt ude i stævnen. Jagten er jo så viseligt indrettet, at den har to stag i stævnen, og jeg havde en drøm om at se denne fantastiske butterfly aftegne sig mod himmelen. Efter nogen snak fandt vi ud af at det var muligt at stage PENASU´en (Jagtens kæmpegenua - tilpasset af PEter, NAti og SUne på de Canariske Øer i oktober 98). Den kunne stages over storsejlets bom, og derefter spillede vi fokken helt ud til styrbord. Så kan I tro det gik raskt afsted med NØ-Passaten.
Det var et par pragtfulde dage derude på Atlanten, men ak vinden friskede, og i lang tid gik vi for PENASU´en alene, indtil også dette blev for meget, og vi måtte op og bjærge dette kæmpe sejl. Ja, det var sgu nær endt i en ulykke, da pludselig øjet på spilerstagen bristede, og den utøjrede stage gik besærkergang over dækket, og alle mand måtte redde sig som de bedst kunne. Vi havde nu passeret midten af Det Atlantiske Ocean da vi pludselig havde skib i sigte 3/4 sømil om bagbord. Vi forsøgte alt hvad vi kunne via VHF´en at sende besked om vores eksistens - men de hørte intet. De sejlede som i blinde, og forsvandt igen bag de kæmpe bølger lige så anonymt som de var dukket op.
Når, men hvad værre er: en ulykke kommer sjældent alene! En sen nat sprang så det solide undervant i riggens bagbord side. Vi havde holdt kritisk øje med det siden Dakar, men det havde ikke været muligt at udbedre det. Nu var det gået helt over. Der holdtes et kort havarimøde i cockpittet. Skaden blev udbedret med ankerkæde, en kovs og wirelåse. Vi gik videre med lidt reduceret sejlføring for at skåne riggen mest muligt. Og endelig, endelig fik vi landkending. Som en stolt, om end lettere anskudt, svane bruste Jagten sig vej mod en lille ø efter 16 hurtige døgn på dybt blåt hav. Ret forude lå Tobago - det var et fantastisk syn. Det lignede en gammel hat, der lå på lidt vat og så blev det nat, og jeg temmelig mat. Men det lykkedes os at liste ind uden fyrlys ved at være ekstra omhyggelig og vise stor omhu med navigationen. Det føltes som et rent mirakel da krogen fik fat i bunden.
Også, ja så kom rommen frem og alle sku´ ha´ en dram, for dertil havde alle en kæmpe trang. Den næste dag gryede i et forunderligt fyrværkeri af grønne farver. Ja, det var som om vi var blevet plantet i et kæmpe maleri af Gauguin.
Vi fandt en stille plads til Jagten. Inde på stranden et lille kildevæld sprang frem - så alle var glade, nu skulle vi rigtigt bade. Her var mænd med blåt skæg og kvinder med kort skørt, Jul og Nytår på Tobago. Det er der sgu´ slag i, ka´ jeg lide at sige når vi møder andre af de frie. Vi listede videre og besøgte et par øer hvor de var fuldstændigt skøre. Så kom vi hertil, hvor jeg - ja jeg lagde skibet ind, en spytklat fra land. Og lov mig at I ikke vil skrige af det jeg nu vil sige:
For nu skal besætningen hjem,
Og jeg, ja jeg skal på bordel,
Og have klemt mit lem.
I det Caribiske Hav
Peter fortæller:
Dagen i dag er dagen hvor vi kom godt igennem de store sluser i Panama. Men jeg vil nu starte med at fortælle hvordan det gik siden vi forlod Isla Margarita.
Christian og en god sømand med det velklingende navn "Søballe", kom jo godt ombord inden vi sejlede til Cumaná. Det var en fin tur hvor vi gik halvvind for første gang i lang tid, og der var rigtig fart i det gode skib. Cumaná er en rigtig sydamerikansk by med masser af liv på gaden, og med markeder og parker og et par flotte kirker. Folk her er jo spansktalene, ja faktisk virkede det meget som Sydspanien. Folk var bare mere sorte. Vi var til en stor koncert hvor de lokale hyllede deres by og viste sidste skrig frem. For her kan folk godt lide at se godt ud. Jeg tror at det har været gode år her i landet i nogen tid, men nu siges det at krisen kradser. Oliepriserne falder, og det kan betyde meget for Venezuela, der var da også et valg igang da vi var der. Slummen findes selvfølgelig, og man bliver konstant advaret mod at gå derind, hvilket selvfølgelig lokkede mig. Og det endte da også med at jeg blev involveret i en vandkamp. Nå - men vi fik monteret alle de gode sager som Christian havde med: Vindmølle, oliekøler m.m., og så gik det ellers ud i den Venezuelanske skærgård. Vores første mål var Muhina, et naturreservat, der bestod af en dyb kløft i landet hvor vi sejlede ind. Her var ankerpladser så stille som skovsøer, og nogle hvor den nye mølle virkelig skulle køre. Vi mødte et par danske piger. Det viste sig at der var en hel skole af dem her. Det var jo til at blive helt svedt af.
Efter at have besøgt endnu en spændende ankerplads længere inde i skærgården stod vi rigtigt til havs ud mod skildpaddeøen: Tortuga. Her ankrede vi et fantastisk sted med hvide sandstrande og tyrkisblåt vand. Virkelig en dejlig oplevelse. Det lykkedes os at skyde et par fisk og dykke lidt på koralrevet udenfor sandet.
Næste slag mod ABC-øerne hvor Trine, Asbjørn og Niels støder til var Los Roques, som er en af Venezuelas største attraktioner. Efter en vellykket anduvning gennem en smal passage i revet ankrede vi i et U-formet rev. Vi dykkede i noget af det flotteste vand jeg har set og levede af de fisk vi kunne fange. vi besøgte et forskningscenter for havskildpadder der lå på en lille ø med et par palmer og bjerge af tomme kæmpekonkylier.
Jagten ud i Stillehavet
Trine beretter fra ryggen af en kæmpeskildpadde på Galapagos-øerne.
Så er Jagten i en alder af 11 år endelig i Stillehavet, hip-hip-hurra for det... her er sgu dejligt. Da den sidste sluse blev åbnet i Panamakanalen, blev Stillehavet saluteret fra 23 utålmodige sejlskibe. Aldrig er så mange sejlskibe blevet sluset igennem på een gang i kanalens historie!
På trods af alskens ulidelige sejlerhistorier om skibe, der har ligget i ugevis i kalmebæltet, begav vi os sydover med maner af gåpåmod og en vandlinie cirka 30 cm under havoverfladen.
Vi har haft en pragtfuld tur hertil Galapagos. Liflig nordøstenvind og ikke mindst 3 knobs medstrøm første os herned på blot 7 døgn. Kalmebæltet ramte vi først 200 sømil herfra og med eet følte vi os hensat til en fascinerende drømmeverden med venlige havskildpadder og selveste Kong Neptun svævende frit i vores sfære. Sidstnævnte bød på brændemærkning, havsuppe (havregrød, motorolie, makrelsalat, soyaolie, mayo og hårbalsam) og dåb i åbent hav, da vi krydsede ækvator.
I bedste eventyrånd begyndte sulerne (de blåfodede naturligvis) at gå på vandet. Når vi sejlede jagten tættere på, viste det sig imidlertid at sulerne blot hvilede deres blå fødder på ryggen af en sovende havskildpadde. Foto-Sune kun iklædt undervandskamera skulle naturligvis ud at bade med "fyren" , men gjorde umiskendelige undvigelsesmanøvrer, da skildpadden med et lunkent grin satte kurs mod hans ædlere dele.
På trods af denne traumatiske oplevelse, var manden ikke sen til at komme i vandet igen, da der kort efter blev set en stor haj om bagbord - denne gang dog iført badebukser.
Den sidste nat på søen lagde tågen sig over os, men endelig kunne vi skimte en blinkende "ledestjerne" - det kom dog ikke bag på os, for vi havde naturligvis checket GPS´en med adskillige sextantskud.
Nu er vi så omsider her, hvor Darwin himself fratog gud æren for skabelsen af mennesket og degraderede os til mutanter af aber.
Her på San Christobal er der en dejlig sydamerikansk stemning - fuldstændig dødt midt på dagen og et vringel af legende unger + familiehygge på gaden, når siestaen slutter. Der kommer dagligt heftige regnskyl. Vi springer så nøgne rundt på dækket og vasker os + samler vand i spande, gryder, potter og pander (over 100 liter per regnskyl). Søløverne stortrives her - her i parringssæsonen er de taget ind til byen. De ligger overalt på jollerne og bjæffer - forædte og tilfredse. Fiskerne derimod er mindre tilfredse, for jollerne synker ofte under deres vægt. I dag har Nati og Sune snorklet rundt med søløver og havleguaner. Det var så feeedt råber de konstant i kor op gennem snorklen. De to ungkarle i forkahytten ligger i stadige diskussioner om hvorvidt det er søløver eller om det virkelig er havfruer. Peter er dog under opsyn af det lokale dyreværn grundet denne uvished.
Så er der alle de andre dyr samt vulkaner og endemiske planter - altsammen mægtig spændende. I morgen holder vi endvidere kaptajnens fødselsdag på den lokale bar. Her har Trine jævnligt optrådt med et lille dansk potpourri på guitaren. Vi ser frem til et vældigt gilde med fiskebuffet og søløvekor.
De kærligste sydhavshilsner fra besætningen
Trine