Projektet
Turene
Billeder
Kontakt
Links
Forside

Den Vilde Jagts nyhedsbrev nr 2

Dette nyhedsbrev blev udsendt til vores venner i december 1998. Det indeholder:

- Peter skriver fra Canarieøerne
- Nati skriver fra Dakar
- Ole skriver fra sin safari

Canarieøerne

Peter skriver:

13/11 Canariestrømmen: Nu skal vi have pandekager, vi er 2 dage fra Los Christianos på Tenerife, de første par dage har været med hård vind til kuling, men nu er det fint med vejret ØNØ 7-6 m/s, og vi har endda inderfokken sat, solen skinner og alt er som det skal være. Men jeg må hellere starte med begyndelsen. I starten, dvs i oktober, var vi kun tre, Nati, Sune og Peter. Sune tog hjem igen efter at vi havde lavet en kæmpe genua, som er så stor, at den på halvvind skødes helt bagerst på de bagerste skødeskinner, den er over 50 m2, og i en sådan kvalitet, at den kan holde til oceanernes rasen, det regner jeg da med. Og nu symaskinen var fremme, lavede vi et kæmpe solsejl, der dækker hele cockpittet; og storsejlet fik også en tur gennem hakkemaskinen. Alt dette og et par andre småting nåede vi ind imellem de fabelagtige byture som Nati førte an i, vi fik en god ven "Pentio" - en gammel mand fra Danmark, som savnede selskab og gerne ville hjælpe os med en god tur. Den dag Ole og Lea + yngel kom tilbage fra deres lille ferietur til Danmark, havde "Pentio" og hans ven Luie således inviteret til grill på tagterrassen i Luies hus, med til festen var også to danskere, Rune og Rebekka, der var bådeblaffere og ville over atlanten, de havde begge en båd, Rune skulle med en 32’ dansker, og Rebekka kommer med en 52’ nordmand, Rebekka var vist i øvrigt årsag til den artikel der var i Politiken om langtursblaffere fra Las Palmas, det kunne være sjovt at møde dem på Tobago engang! Nå men som tak for festen sejlede vi en tur med vennerne fra Las Palmas, det var lidt stille, men vi fik da sat genuaen i sin fulde størrelse, og chilli con carnen var også ovenud vellykket. Efterhånden begyndte vi at være ombord allesammen, Bjarne kom fra Danmark og sagde, at nu sneede det altså derhjemme, Stine kom fra Brasilien, der sneede det altså ikke, så det er da godt, at kursen går i den retning. Nu skulle vi så afsted mod det hede Afrika, hvor hale-negere danser rundt hele natten til lyden af en olietønde, men hvad var nu det, 4 mil fra Las Palmas, 5 /11 på vej mod Gomera, canarieøen, fik motoren feber og osede en del, tilbage igen og skifte olie igen, vi havde også kølergrillen ude og rense, spændende stykke mekanik. Det hele hjalp kun lidt, men det var nok, så afsted igen efter en lille havnerundfart for at tjekke. Platlæns til Point Sadinien, hvor solen gik ned og vinden tog til, så vi for afsted med to reb i storen ned mellem øerne. Syd for Tenerife blev det vindstille, og da undertegnede ville starte motoren for at komme lidt fri af øen, var der ingen kølevand på, en slange var knækket, men det lykkedes os at reparere og motorisere til Los Christianos, som var et rigtigt turisthelvede, hvor vi reparerede lidt inden vi kastede los mod det berømte og berygtede Dakar, og ikke mindst Palme-Finn, som skulle være helt fin.

Alt vel ombord og gode ønsker til Jer derhjemme.

Peter

Dakar

Nati skriver:

Vi ankom til Dakar kl. ca. 14 og skulle selvfølgelig indklarere. Ole, Bjarne og Bjarke tog sig af den sag, mens vi andre blev på båden og måtte udholde lugten af lort og andre lækre sager fra det ikke helt rene havnevand.

Vi blev straks overfaldet af nysgerrige og meget sorte mennesker, som stod og gloede på os som var vi aber i et bur. En ville sælge noget, en anden ville have arbejde med at passe båden, og en helt tredie ville vide hvorvidt pigerne ombord var gift eller ej. Lille Rasmus gik på omgang, for man følte sig en smule "fredet" når man sad med ham på skødet. En del stod bare og gloede, og vi følte os en smule utrygge over kun at have en mandlig person ombord, nemlig Peter, som morede sig vældigt med at tale med Gud og hvermand, selvom resten af os ikke mente at det var så smart, men Peter er og bliver jo Peter, så han snakkede ufortrødent videre, og mente iøvrigt at vi vel for helvede var kommet til et andet land for at møde lokalbefolkningen....

Nå, men det der indklarering tog fem år og en madpakke, og pludselig dukkede der nogle sundhedsmyndighedsfolk op, som ville ombord og se vaccinationspapirer, men dem havde Ole med op til havnemyndighederne, og det hele tog en krig at forklare.

Endelig kom Ole, Bjarne og Bjarke tilbage, og sundhedsmyndighederne kunne komme ombord. De kiggede lidt på vaccinationspapirerne, og begyndte så ellers at ville have smøger og penge og bla bla. Det blev Ole, der reddede os ud af den situation, med besked om at hans kone havde forberedt en pose meget speciel kaffe til dem, og Lea stak dem en eller anden gammel pose dårlig kaffe, som ingen af de ombordværende frivilligt ville have indtaget, de forlod endelig skibet, men ikke før at vi var begyndt at kaste fortøjningerne selvfølgelig, for det hunne være at de kunne få noget med. En af dem var faktisk flabet nok til at tage noget the med sig uden at spørge eller noget, sådan nogle forbandede tølpere. Stine var mildest talt ved at eksplodere...

Nå, men næste opgave var så at finde ud af hvor lystbådene lå, hvis der da ellers var andre hvide mennesker i dette land ud over os, og det viste sig ikke at være helt let at finde. Men lige før det blev mørkt fandt vi en dejlig ankerplads med en del andre lystbåde og kastede anker der til lyden af afrikanske trommer. Stemningen ombord var i top, og de fleste af os var vilde efter at komme i land.

Der blev en værre tumult af tøjskiften og "hvor er min dit og dat" og jollen blev sat i vandet, og Peter, Stine, Nati, og Bjarne roede alt hvad remmer og tøj kunne holde til ind mod land. Og hvor var det skønt at betræde land igen. Det var en dejlig varm aften og sandet var stadig lunt at gå på. Omkring 35 skridt fra vandkanten lå en lille club nautico, og vi gik ind for at kigge lidt, og for at høre om der måske skulle være en Visa automat i nærheden. Det var der ikke lige, men til vores store glæde og overraskelse kunne man købe på kredit. Vi bestilte 4 store gazeller (den lokale øl, som i øvrigt smager fortrinligt) og satte os ved et bord udenfor. Det var et dejligt sted, og der var en del mennesker, fortrinsvis franskmænd, som vi ikke rigtigt kunne snakke med, men det gjorde nu ikke så meget på daværende tidspunkt, for vi havde alle et kæmpesmil på læben, der var umuligt at tørre af, og kunne føle glæden boble i maven. Vi var i Afrika... Det blev en utrolig hyggelig aften. Snakken gik muntert, og øllene smagte af mere. Da baren lukkede, allerede klokken 2, købte vi en håndfuld ekstra øl og gik ned på stranden for at indtage dem der, mens vi kiggede ud over vandet og nød det skønne syn af jagten, der lå der og gyngede lidt i bølgerne. Vi blev omringet af formodentlig herreløse hunde, den ene mere kælen end den anden, og snart sad alle og klappede mindst 2 hunde. Til sidst gik turen dog hjem til jagten igen, og vi gik på hovedet i seng og glædede os til at indtage Afrika i dagslys.

Morgenen oprandt, som den jo har for vane at gøre hver dag, og alle gjorde sig klar til at gå i land, undtagen Bjarne, der havde påtaget sig tjansen med at passe båd den dag. Ole Lea + børn og Peter gik op for at ringe til "Palme-Finn", og Stine og undertegnede (Nati) drog ind i landet, for at opstøve en visa-automat, så vi kunne få lidt penge at gøre med.

Det viste sig at være meget besværligt at finde et sted at hæve penge. Der er kun ét sted i hele Dakar med en visa-automat, nemlig en bank på Place Independence, som ligger inde i centrum, men temmelig langt væk fra vores ankerplads. Vi var meget trætte og tørstige da vi endelig stod med vores 150.000 SFC i hånden. Vi blev totalt overfaldet af sælgere, og måtte på det nærmeste flygte med en hel hale af de mest pågående efter os. Vi fik købt en sodavand og ville egentlig have sat os på en bænk eller lignende for at indtage den, mens vi kiggede os omkring og ligesom kunne danne os et indtryk af det altsammen, men det var umuligt, for der var sælgere OVERALT. En lille fyr ved navn Omar blev vores redning. Han gelejdede os ind i en lille købmandsbutik, hvor der stod en lille bænk. som vi satte os på, og endelig kunne vi drikke vores sodavand i nogenlunde ro og fred og komme til hægterne igen. Der stod 3-4 lokale og hang ud i forretningen og de var smilende og nysgerrige og snakkede til os på gebrokkent engelsk og det var vældigt sjovt. Selve butikken var et stort sammensurium af alskens sager, der stod stablet på hylder fra gulvet og helt op til loftet, og der lugtede krydret og lidt af røgelse. Små børn stod og bankede på vinduet og tiggede penge, og sælgere fremviste deres varer i ét væk, men alle holdt sig udenfor butikken, og vi kunne i ro og mag vænne os lidt til det hele inden vi igen kastede os ud i det kaotiske gadeliv.

Dakar er propfyldt med diverse hustlere, svindlere, tiggere, sælgere, børn der vil pudse ens sandaler og folk der vil vise én vej og være "go´e venner" og så bagefter vil have penge for det. De er allesammen meget pågående, og står ikke tilbage for at hive én i tøjet eller i armen eller spærre vejen fremad, for at blive set og hørt og man kan ikke gå i fred på gaden i bare 1 minut af gangen. Det er meget anderledes og meget anstrengende og det meste af dagen går med at sige "non merci" og svine dem til, på dansk selvfølgelig.

Efter vores første dag i Dakar var det helt fantastisk at komme hjem til vores lille club nautico, der ligger langt væk fra byens larm og diverse irriterende typer og nyde en kold gazelle.

Det var to meget trætte piger, der vendte hjem til Jagten den aften, lige tidsnok til at sige farvel til Ole, Lea + unger og Peter, der lige havde fundet ud af at de ville på safari i fem dage.

Stine, Bjarne og jeg lavede en kæmpeseng oppe på dækket, for det var alt for varmt at sove i kahytterne, og så gik vi ellers i brædderne.

I de næste dage var vi i Dakar 2 og 2 på skift, mens den tredie passede båden. Selve Dakar centrum er ikke særlig stor, og vi blev hurtigt stedkendte. De første par dage blev vi snydt helt vildt og betalte ågerpriser for alt hvad vi købte, men efterhånden lærer man jo hvad ting koster og vænner sig til at prutte om prisen. Jeg tror alle købte stof eller tøj, og flere af os har også anskaffet os nogle forskellige udskårne træting.

Stine og jeg fandt til vores store glæde en udmærket internetcafé, som vi frekventerede ofte. Det var en kombination af computere og en bar. Peter, Bjarne, Stine og jeg var derinde en enkelt gang om aftenen, og mens Stine og jeg sad og skrev flittigt ved computerne, sad drengene og nød en øl og blev lagt kraftigt an på af indtil flere lokale ludere. En af dem satte sig sågar på Peters skød, og en anden forærede Bjarne en øl. Hvide mænd står vist i høj kurs i Dakar! De forduftede dog meget hurtigt da tøserne vendte tilbage.

Vi blev langsomt meget trætte af byen og alle dens sælgere og tog kun derind for at maile og spise på en knaldgod restaurant, som hedder Ali Baba og absolut er anbefalelsesværdig, og var egentligt mest stemt for at sejle videre hurtigst muligt, men da de andre vendte tilbage til båden, var der en masse ting de gerne ville i Dakar, og vi skulle jo også proviantere og alt sådan noget, så vi måtte blive 5 dage mere. Ole og Lea kunne godt mærke at vi var trætte af det hele og mente at nu trængte vi faneme til at tage MEGET langt ind i landet og opleve noget andet - og det gjorde vi så. Vi havde hørt om et sted, som hedder Saly, og vi fandt en taxa og blev kørt dertil. Saly er en ikke særlig stor by, som ligger ca. 1½ times kørsel syd for Dakar. Det er her alle "almindelige" turister tager til, for badevandet er utroligt lækkert. Her mødte vi en rastafari-muslim, som kaldte sig selv "Feeling" og snakkede udmærket engelsk og spillede for os på sin tromme og sang til mens vi fik lidt at drikke på en café. Desværre viste det sig mere eller mindre umuligt at slippe af med ham og hans venner, og vi måtte finde os i at have dem i hælene hele dagen - irriterende! Sidst på dagen stod vi og diskuterede med dem i mindst et kvarter inden de endelig gik deres vej, selvfølgelig efter at have fået nogle penge, for, som de sagde, de havde jo underholdt os hele dagen og slet ikke kunnet arbejde og tjene penge, fnys!

Ovenpå den omgang fandt vi hurtigt et hotel. Det var temmelig dyrt, men vi trængte til at slappe af nu. Vi fik vores egen hytte, og for første gang siden jeg personligt ankom til jagten sidst i september, fik jeg et varmt bad - SKØNT!

Bagefter stod den på en tre retters menu og en kaffe og en cocnac ved poolen. Afrika har forøvrigt de mest avancerede kakkerlakker jeg har set til dato. De er kæmpestore, og så kan de guddødemig flyve BWADR, vi skiftedes til at fare hylende op hver gang en af dem landede i vores hår eller på vores tøj.

Næste dag gik turen for mit vedkommende tilbage til jagten, for jeg havde lovet at hjælpe med at proviantere. Stine + Bjarne blev et par dage mere og nød det søde luksusliv.

Vi andre brugte fredagen på at proviantere og fik ordnet toilettet, som igen var stoppet. Vi har nu udstyret det med en ny pumpe og en ny slange, og nu har det bare af at holde, for vi havde nær aldrig fået Ole ren igen efter den omgang.

Lørdagen spenderede vi sammen med "Palme-Finn" og hans kæreste Ami og en af hendes venner. Vi sejlede ud til en lille ø, hvor vi snorklede og indtog op til flere lækre æblekager, som Finn havde bagt i dagens anledning. Vi nåede også en tur til den berømte "slave-ø" Ile de Goré, som er noget af det hyggeligste og smukkeste jeg længe har set. Der ligger en lille landsby på øen med små brostensbelagte gader og smukke gamle, lettere faldefærdige huse og myriader af blomster og venlige folk. Ærgerligt havde vi kun en time på denne smukke plet på verdenskortet, for vi ville gerne nå tilbage til vores ankerplads inden det blev mørkt. Aftensmaden stod Lea for og menuen lød på fyldte pandekager, og det smagte himmelsk.

Til sidst sagde vi pænt farvel for denne gang. Stine og Bjarne vendte tilbage til skibet, og vi var igen fuldtallige. Næste morgen forlod vi glade Dakar og vendte snuden mod nye eventyr.

Safari

Ole skriver:

Landcruiseren holder støt kurs og fart østpå ind over kontinentet. Chaufføren, Finn - kongen af Afrika - har justeret de blå norske øjne på langsyn for i god tid at kunne styre uden om de største huller i vejen. Speedometeret viser 120 km/t. Mindre og mellemstore huller flyver vi over. Den øvrige besætning ombord i vognen er fra Den Vilde Jagt, som netop har anløbet Dakar - Senegals og Vestafrikas hovedby. Peter på forsædet har med sin rambokniv netop parteret nr 3 vandmelon. De er saftige. Det løber nedenud af sædet , ned over de geodætiske kort som Finn skal bruge til at finde sine plots i sumpene længere østpå. Her er satans tørt. Varmen bliver først ulidelig når farten går under 50 km/t. Det gør den gennem de små negerlandsbyer med stråhytter og tynde høns.

Kort inden solnedgang når vi Niokolo-Koba nationalparken. Ved den første flod vi kører over ser vi en større flok vildsvin, som køler sig af i mudderet. Lidt længere fremme forstyrrer vi en kæmpeørn midt i aftensmaden, som er ådslet af en gazelle. Afrikas største ørn ifølge kongen. På et kvarter er det blevet sort nat. Men det er nu og måske her Finns feltsenge og mosquitonet skal hænges op. Finn overnatter altid på savannen, og når vi ser på ham, må vi jo give ham ret i, at han ikke er blevet ædt af løver, kvalt af phytonslanger eller trampet ned af flodheste. Dog har han hørt om savannelodge ved landsbyen Mako. Skiltet ved vejen er nærmest rustet væk, men vi svinger optimistisk ned af de sandede hjulspor. Busksavannen ligner i det flakkende billygteskær et Tolkienlandskab på amfetamin. Fremme ved vejs ende finder vi et hammerhyggeligt safari-lodge drevet af to meget ømme franske herrer, hvoraf "fruen" har en omklamrende blød stemme og altid går rundt med et broderet forklæde. Stedet er under opshining. Vi får det handlet ned i 1/4 pris og indlogerer børnene i hytten og os selv som de eneste gæster i palmebaren ned til Gambiafloden. Her nyder vi nogle kølige lokale gazelle-øl. Dagens etape er til ende.

Dagen efter assisterer Peter den Store Kong Finn, som er igang med et lille projekt om åkandebestøvning. De skal finde en blåblomstrende åkandes frugter og den lille bille, som er så sød at bestøve de små blomster om natten når der er meget sort i Afrika. Finn kender en nær slægtning til åkanden i det fjerne Amazonas, og fund af billen her i Senegal vil måske kunne påvise en hidtil ukendt sammenhæng helt tilbage til Gondwana-land (stadiet lige efter ur-suppen her på kloden).

Familien Olea går imens formiddagstur langs Gambiafloden, hvor der ifølge hotelfatters reklameindslag skulle vrimle med store savannedyr - ja i en sådan styrke, at de havde været tvunget til at lave et flodheste- og løvehegn omkring lejren. Familien Olea skifter bleer, piller sten ud af sandalerne og skænker vand op for sønnerne for hver 5 meter, og har absolut andet at gøre end at spejde efter vilde dyr.

Pludselig lyder et kæmpeblås. Et blås, som kun os havsejlere kender det fra mødet med oceanernes store hvaler, når de om natten kommer glidende gennem vandet for at se hvad jagten er for en underlig fisk. Vi ser ud over floden - misser med øjnene og ser en flodhestefamilie entrere fra den anden bred ned i vandet. Med store brunsthyl begynder en han på skift at bestige de tre andre. Dyrene kaster sig rundt i vandet få spytkast fra vores bred. Det er lørdag, og her holdes store konedag med manér. Nu forstår jeg hvad det er for spor, der fører op fra floden lige bag barnevognen hvor Rasmus sover. Lige pludseligt er der meget langt hjem til lejren. 1/100 af et sekund ser Olea på hinanden med en gensidig forståelse for at "udsigten" må være bedre 3 meter oppe i det nærmeste træ. To spring, og børn, blepakke og barnevogn er i sikkerhed. Der er i grunden dejligt oppe i sådan et afrikansk træ en times tid af og til... Det lykkes med let dirrende stemme knapt at overbevise Lea om, at sådan et par sølle flodheste nærmest er harmløse.

Om eftermiddagen skal yngstemand have sin moste banan som han plejer. Det foregår tilbagelænet i bambusmøblerne i lejren med flot panoramaview over floden. Rasmus skriger utålmodigt: "Få dog den banan most ud i en fart, mor". Han svares af en nær form for slægtning på den anden bred. Her er en større bavianfamilie kommet tilstede, og bavianfar derovre billiger absolut Rasmus, at hans mor er for sløv. Rasmusvrælene bakkes nu op af flere på den anden bred, og Olea indser, at de er offer for en uadskillelig sammensværgelse af ædle primater, som har bananer som livret. Der er 30-40 bavianer hærgende rundt i træer og buske. Olea er taknemmelig over, at de trods alt er født uden svømmehud.

Næste morgen kører vi mod Simenti midt i nationalparken. Her indlogerer vi os på det, der inden alting gik af lave i Afrika, var et pompøst og velrenommeret storvildtsjægerhotel. Her kunne ordentlige (hvide) mennesker dengang i ro og fred tage til for at nedskyde nogle af alle de farlige elefanter og giraffer, som jo alligevel løb forvildet rundt på savannen. Vi skylder alle disse - specielt franskmænd - en stor tak for den heltemodige indsats og jagt på disse væsner. I dag er udyrene - såvel elefanter som løver og de fleste lokale bærere forlængst udryddet.

Restaurantens terrasse er perfekt anlagt ud mod den slyngede Gambiaflod. På modsatte side kommer savannens nutidige vilddyr ned for at drikke ved solnedgang. Mangt en bleg turist tager fra terrassen sigte med store linser og Canonudstyr. Det er 1998, og der knaldes film af i området som aldrig før. På bredden overfor passerer 2 varaner, en gruppe bavianer, 4 buffongazeller og nogle rødaber. Finn og jeg lister af i den anden retning med hver sin bylt på ryggen. Bag campen er et stort "mar" - det vil sige et vådområde afsnøret fra Gambiafloden. I bylten har vi waders og kikkerter. Finn vil se om hans åkande mon findes i dette mar. På vej derned møder vi en parkvagt, som fortæller, at de to dage før har fundet en 80 kg buffongazelle kvalt af en phyton, og at der for tiden er specielt mange der kommer for at fotografere krokodillerne oppe fra udkigsposterne. Spændende, klokken er halv seks, og vi har en god time inden det bliver mørkt. Langs marens bred skræver vi over flere flodhestestier i mudderet. Solen hænger lavt over savannen nu, og mange væltede træer ud over maren ses let som de krokodiller, turisterne så inderligt håber på at spotte i kikkerten oppe fra udkigsposten. Jeg brækker en stor gren af et træ. Vi fortsætter ud i sumpen. Jeg føler mig lidt mere tilpas med en knortekæp i hånden. Finn får også en kæp, selv om han synes det er lidt overflødigt. Lidt længere ude har han spottet åkander i kikkerten. Målrettet maser vi os i godt en meter vand og omgivet af høje siv ud mod de ædle planter. Men vi er ikke alene. I sivene til venstre rumsterer det livligt. Det er mellem os og bredden. Vi ser et læderagtigt krokodillefjæs trække sig lidt ind i sivene. Finn vurderer ud fra afstanden mellem øjnene og yderste del af gabet, at den er på størrelse med os. Men vi er jo to, siger vi overbevisende og sagte til hinanden. Nu handler det om mod, om at stå sammen og ikke vise den fjerneste frygt. Ja, men hvor er resten af flokken, spørger jeg. Jeg må have spurgt dumt, for Finn svarer ikke.

Vi foretager en kontrolleret og planmæssig tilbagetrækning, mens pulsen når 200 og de hvide fingre laver dybe trykmærker i knortekæppen. Der er fanme spændende i Afrika. Solen er nu væk bag savannens store borassus-palmer, og fra alle sider høres fremmede lyde. Kort briefing på ½ meter vand nær bredden. Begge har vi set flere åkander længere fremme. Sån en skide krokodille.

Sku det nu være noget særligt. Jeg lærte Finn at kende da vi begge lavede afhandling om palmer i Amazonas. Finn så på bestøvning, mens jeg studerede hvordan de seksfingrede hovedjægere der på egnen fremstiller pusterør og hængekøjer af palmefibre. Grufulde beretninger om blegansigter hos hovedjægerne i Sydamerika kunne ikke skræmme os nok. Kan en enkelt eller sådan en ynkelig lille flok krokodiller holde os tilbage. Foran venter store videnskabelige erkendelser om åkander, evolutionsteori og Gondwanaland. Et par primitive krokodiller - ikke engang termostatstyringen har de taget til sig.

Vi slår et par meget ildevarslende slag i sivene med knortekæppen og fortsætter uden at lade os dirigere rundt med af nogen eller noget.

En halv time senere er det total sort nat i Afrika, vi har checket de sidste fire vandhuller. Vi er ikke blevet ædt, og beslutter os derfor til at finde en sti hjem for selv at spise. En flok gazeller springer pludselig op og afsted væk fra os. Disse dyr er dog civiliserede og viser i det mindste en anelse respekt for ordentlige folk.

Næste morgen er vi ude før solopgang - denne gang i landcruiseren - for at møde dyrenes konge. Langs Gambiafloden kender Finn en vej, som ialtfald var farbar før regntiden. Vejen er totalt groet til og vi ryger ofte af sporet.Én gang en knortekæpslængde fra skrænten ned til floden. Senere i et underjordisk termitbo, som kun efterlader en tynd jordskorpe oven på termitternes avancerede etagebolig. Desværre møder vi ikke dyrenes konge denne gang.

Vi spiser morgenmad på hotellets jagtterrasse, mens Bjarke fodrer grønaberne ude på stenene bagved. De har samme størrelse, og finder godt ud af det med hinanden.

Bilen med besætning, blebørn og barnevogn på taget sætter kursen mod Dakar 700 km vestpå. Vi lægger negerlandsbyer, store baobabtræer og flotte savannelandskaber bag os. Tættere ved kysten ser baobabtræerne helt anderledes ud. Finn forklarer, at folk her styner dem for at skaffe foder. Det ville Den Lille Prins ikke have brudt sig om. Og hermed slutter så eventyret, og det man (en overgang) kaldte civilisationen starter.

Ole