Brazilien
Den Vilde Jagt besøgte i 1992-93 Sydamerika. Herunder kan du læse nogle af de breve, som besætningen sendte hjem. De falder i 4 afsnit:
Fra Århus Til Mallorca
Jul på Atlanten
Velkommen til Capo Verde
Brazilien - here we come!
Fra Århus til Mallorca
Århus, lørdag den 20 juni 1992. Himlen blå, vandet grønt, sejl og båd kridhvid. Poul, Henning, Søren, Hannelise, Bettina, Karin og Anders har æren af at afsejle. Da fortøjningen er kastet, kan vi puste lettet ud. De sidste to døgn før afgang er som sædvanlig kaotiske. Vi glemmer medicinkisten! Den bliver transporteret til Assens i expresfart af Mads. Videre fra Assens bliver vi ramt af den værste storm til dato.
Vi sejler, sejler, sejler, sejler: Kielerkanalen -> Nordsøen -> Dover -> Plymouth. Vi har god vind. Efter den sidste gin er drukket i Plymouth, og båden er lastet med mad står vi ud over Biscayen: Bræk, god vind, rekordsejlads til La Coruna i Spaniens nordvesthjørne. Besætningen består nu af Christian, Ole, Poul, Bettina og Hannelise. Juhu Spanien. Nu vil vi også i land og nyde varmen. Det bliver derfor mere hygge-dag-sejladser. Ned langs Spaniens og Portugals kyster er vejret meget skiftende. Enten tåget som blomkålsuppe eller fuldstændig klart, med Portugisernorden agten ind. Delfinerne springer for boven, altså når det ikke er tåget. Da vi sejlede fra Finisterre er sigtbarheden nede på 50 meter. Vi hører ubestemmelige motorlyde og må brug radiopejleren til navigation. Alligevel er det ved at gå galt. Til bagbord tårner et stort gult lys sig op. Vild panik. Gang i tågehornet. MÅNEN!
Næste formiddag, stadig fanget af tågesuppen, dukker efter intens navigation, havneindsejlingen frem 200 meter fra skibet. Vi anduver Viana do Castelo - Portugal. Nu er det på tide for hele besætningen at se på Portugal. Vi laver ekspedition til Gerres-nationalparken. Her imellem Spanien og Portugal befinder vi os i omgivelser med vilde hunde, bjørne, ulve, ørne og falke. Vi finder dog ingen af delene. Derimod vælter vi os i smuk natur, bjerge og ikke mindst klare kilder.
Efter at vi har overlevet vildmarkslivet, bærer Den Vilde Jagt os videre til Porto, hvor vi igen bliver landkrabber. Tiden er inde til kulturstudier: kirker, porthouses, arkitektur, barer, conditorier og så videre....
Besætningen er nu Ole, Christian, Bettina, Hannelise, Majbrit, Henning og Søren. I Peniche er vi heldige at komme netop til den årlige byfest, som varer fem dage. Kæmpe kanonslag og fyrværkeri.
Vi besøger den lille øgruppe Ilhas Berlengas. Rev og skær midt i Atlanten med masser af grotter. Forblæst med småsten og fugle hvirvlende om ørerne. Teltet fløj heldigvis ikke.
Efter udmattende hede med sveden drivende i Lissabon, skynder vi os videre væk fra storbyen. Besætningsudskiftning, Christian, Bettina, Hannelise, Majbrit, Henning, Flemming og Lotte fra "Laksen". Videre ned langs Portugals kyst i bagende sol og varme. Den Vilde Jagt sejler gennem Gibraltarstrædet med Afrika styrbord og Europa bagbord. Vi kigger langt efter Afrikas nordkyst, men i stedet fortøjer vi til Gibraltarklippen. Men hva´ska´vi i Afrika? Her er masser af aber og halvaber (Bobby´s). Vi er nu i Middelhavet. Malaga, Ibiza og på vej til Corsica for at smage på "une baguette avec fromage" og noget rødvin. Vi ser frem til at dykke i de krystalklare bugter og måske tage på kanindræberkursus hos fremmedlegionen (vi skal jo have provianteret). Dejligt med et langt sejlads-træk. Christian siger, at han nu har set de største bølger i sit liv her i Middelhavet.
Besætningen består for øjeblikket af den lille hårde kerne: Christian, Søren og Flemming. Men snart myldrer næste generation til. Omkring 1. oktober kommer Emil, Karin og Frands, Jonathan, Anna, Mads og Annette. Som Mads siger, med hækken til et møntvaskeri på Mallorca. Der skal nok blive liv og glade dage.
Jul på Atlanten
Ole skriver:
23 december 1992: Op klokken 5:30. Vi skal afsted fra Gibraltar 3 timer efter højvande, det vil sige klokken 6:30 for at få de tre knobs medstrøm ud gennem strædets nordside. Det blæser ad helvede til, da jeg stikker hovedet op af lugen. Gudskelov fra øst. Trine kommer mut og forblæst ned 20 minutter senere med en telefon-vejrudsigt fra vagthavende meteorolog på klippen. Den lyder 5 - 6 beaufort i strædet og S-SØ, 3 - 4 udenfor. Ikke jublende god. Men bedre at komme væk fra klippen nu inden vinden går i vest. Og inden folk ombord får spat af Gibraltar. Ikke alle er endnu rustet med langtursejlernes tålmodighed. Vi vil gå ind i Tangier i Marokko (ca. 35 sm), hvis vejret ikke arter sig, og så holde jul der.
Afsted går det på kryds ud mellem ankerliggere, fiskere, færger og meget andet, i rusk, regn vindstød af stormende kuling, voldsomme strømsøer og vand på dækket.Efter at have passeret Europas absolutte sydpunkt - Tarifa - bliver sø og vejr mere roligt. Vi sætter kurs mod Tangier, men efter endnu en vejrudsigt og en rask diskussion, beslutter vi os til at fortsætte ud over Atlanten. Marokko bliver næste gang. Vi suser afsted for SØ-lig vind. Kæmpestore tankere og coastere passerer tæt forbi os i deep water-zonen. Alle har sommerfugle i maven, og der spises kun lidt, og det meste ofres igen. Kun "de to gamle" tager godt fra. Nu er vi fanme på hawet. Efter 8 mislykkede forsøg lykkedes det at komme igennem til Tarifa Coast Radio og få en samtale til Århus. Godaw Annette, har du det godt? Vi ligger ud for Marokko med kurs mod Cap Verde Øerne 1500 sømil sydpå. God vind til os og god jul til dem i Århus.
24. december: Om formiddagen ser vi en stor flok delfiner, senere to klumpfisk og en stor havskildpadde. Himmelen vrimler med suler, måger og andet godt. Der bliver råbt IH og ÅH og NEIJJ og iagttaget og fotograferet og diskuteret. Hen over middag blæser det op. Pippi gør en heltegerning ved at finde julegaverne til skibet frem, men må straks op og ofre. Det yndigste plastikjuletræ fra Karin og Frands. Og glöggmix og juleknas fra Jens og Kirsten. Desværre har vi glemt vinen. Men ingen har nok haft lyst til sød, varm vin nu. Bjørnedragter, oceantøj og livliner. Vores julepakker er udsat til senere. Julemenuen reduceres i omfang. Christian pakker anden ud. Den lugter ikke helt godt efter tre døgn uden frost. Men det gør vi heller ikke. Sø vi æder den alligevel. Os, der ikke er slået ned af søsyge, skråler - anført af Trine - julesalmer ud over bølgerne mens solen går ned. Små sejl og store ænder. Vindmøllen hvirvler rundt, og de sidste flettede julehjerter skylles overbord. Søen har rejst sig. Fuglene opfører sig nu panikagtigt, og fiskene vil ud af vandet. En tung regnbyge tømmes ud over os. Juleappetitten er dalende. Trist. Vi bliver den aften 7 til kartofler, men kun 3 til and, rødkål og en solid andesovs. Egentlig stod der Christian på posen, påstår han, men med det omfang, den har i død tilstand, ville ingen have ønsket at møde den levende. Den kunne afgjort have dræbt en med et vingeslag. Ris á l´amanden er udsat, fløden ligger under dørken. I stedet guffes der våde mandler og pebernødder i cockpittet på nattevagten. Hvilken juleaften. Horisonten er kulsort. Men der er masser af morild i vandet, som lyser op omkring Den Vilde Jagt når den kaster sig gennem bølgerne og ryster saltvandet af sig. Stormfok og to reb i storsejlet.Det er der fandeme da stemning over det her. Bare den satans vindmølle nu ikke blæser ned. Vi tænker på dem hjemme i Danmark. Det kan være, at de også tænker på os.
Juledag: Vinden løjer, og Helle lokkes op i cockpittet efter 1½ døgn i køjen. Mads og Lise prøver det nye fiskegrej af. Men til aften blæser det op igen. Små sejl og store bølger. Kæmpelyn - som de kun kendes fra Saragassohavet - blitzer i horisonten på skift i forskellige vinkler, og de største lyser hele himmelhvælvingen op. Moderlynet skralder gennem skyerne, og Pippis øjne er store og hvide som suppetallerkner. Vi siger ikke så meget. Vi river forsejlet ned, og næsten før det rammer dækket, bryder et tropisk regnskyl ud over os. Morilden i havet omkring os piskes op. Det ligner nu et snelandskab fra Lappland med store bakker. Kun mangler manden med slæden. "Sneen" fyger af bølgetoppene og gennem luften.
En bølge slår ind over, og så vidt vides, rammer den i hele sit omfang ned gennem lugerne til Mads og Lise i sidekahytten. Jeg ser ind til dem. Mads sejler rundt på ryggen som en druknet puddel med bugen i vejret, og alt er vådt. En anden rammer senere over 4 kasser solmodne appelsiner fra Spanien og ned over Pippi. Det er nogle fantastiske reflekser, man får udviklet i sådanne situationer. Man ligger spændt ud og krampagtigt hvilende i sin sorte køje. Fra det øjeblik det skæbnesvangre klask høres fra skibssiden, og bølgerne vendes over båden, og med direkte kurs ned gennem ens luge og mod ens hårdt prøvede corpus, i den brøkdel af et sekund når man at vågne, komme op på albuerne, groft orientere sig i mørket. Op og ned er nu skiftevis til højre og til venstre. Lynhurtigt rækker man ud efter håndtaget i lugen, for denne gang at undgå at få hele bølgen lige i favnen ... MEN ... for lige præcis endnu en gang at komme et mikrosekund for sent og få selveste moderbølgen tonsende ned over ens åbne og forsovede åsyn. Vandet klasker nu ned langs ens svedige krop, og man ser bølgen vaske sovepose og pudevår hen af dørken ... SUK!
2. juledag: Vinden løjer igen, solen kommer frem og stemningen stiger. Alle tager nu føde til sig, omend i små mængder. Men der er gået råd i ris á l´amanden. SHIT. Om eftermiddagen spilles pakkespillet endeligt: 7 gange 7 gaver, som alle kunne ædes, drikkes eller ryges. Nu har vi det vist godt igen.
2. januar ramte en ny kuling os og tvang besætningen i knæ. Julen varer længe - det gør provianten også.
Velkommen til Capo Verde
Ole skriver:
Mindelo. 17. januar 1993: Stedet er en hyggelig bar/restaurant i Mindelo på en af de Cap Verdiske Øer, som ligger ud for Afrika lidt nord for ækvator. Folkene omkring er sorte. Det er afrikanere af meget forskellig herkomst og udseende. Barmanden er 15 år og 2 meter høj, muskuløs, flot og baseballspiller. Til gengæld er han ikke særlig behændig på cappucinomaskinen. I hjørnet under flimmerkassen sidder et ældre portugisisk par - fra kolonitiden. Flimmeren kværner med portugisisk fodbold. Det er søndag. I loftet kører en fan slingrende rundt med nedslidte lejer. Drikken er "cafe bread", som er creolsk for sort espresso. Og desuden appelsin-Ceris - altså fra det lokale Ceres-bryggeri, som har en afdeling på naboøen. Nede under flimmeren indtager et lille ensemble nu hjørnet. Det er fem sorte mænd. En på spansk guitar, en på cello, en på banjo, en på 12-strengs guitar og den ældste på violin. Efter første nummer skrues der endelig ned for fodboldkampen. Applaus. Næste nummer synger en stor flot negerpige om Capo Verde....vi er helt betaget, alle klapper længe. Nu kommer en af gadens lokale ind, laset i tøjet, de få tænder i munden stritter til alle sider. Enten er han fuld eller skæv, eller bare fattig og lidt sær. Op flyver en stor mand og truer ham med tæsk, og staklen smides ud på gaden igen. Hva fanden er det der sker? Han skulle nok ikke forstyrre søndagsstemningen .... Imens er fodboldkampen afløst af TV-aktuelt, fra (Be...). Vi er chokerede. Det er vel næppe fyrværkeri. Er der gang i et nyt bombardement af Irak. Hva fan sker der? Er det USA´s nye præsident Clinton, der lige skal lufte det store legetøj eller hvad?? Vi har intet hørt eller set eller læst siden Spanien for over en måned siden. Her på Cap Verde brugte jeg fire dage på at opstøve en avis og fik så en ny udgave af Noticias, som allerede var to uger gammel og kun med lokalt og Vestafrikansk stof, mest om AIDS, som har virkelig hårdt fat her, alt skrevet på portugisisk. Suk.
Det er en trøstesløs øgruppe, vi her besøger. Enkelte steder gror der lidt græs, frugt og grønt, men 90% er gold, tør, eroderet, tom og ørkenagtig. Det er ellers oprindeligt frodige vulkanøer, men for cirka 50 år siden tog træhugsten overhånd sammen med en kolossal befolkningstilvækst. Nu - i dag lever enkelte af fiskeri fra små træjoller, men 3/4 af støtte og bistandsprojekter fra I-landene på øer uden det fjerneste grønne skær, og med et enkelt træ for hver 50 tønder land. Folk her er vildt, vildt fattige. På nær her i Mindelo, hvor vi gringoer sidder og lytter til de lokales sang og musik... "The people of Capo Verde are poor, but they have a big heart". Citat - barmanden på færgen over til naboøen. Det er sgu rigtigt. Under disse forhold skal der eddermaneme også nogle store hjerter og en god selvopholdelsesdrift til.
Øerne her og folkene, vi har mødt, kunne der skrives om længe. Fyren på den 12-strengede følger nu livligt med i den portugisiske pladderserie samtidig med at folk på skift stiller sig op og synger et nummer til musikken. Alle kender alle numre, og der er bare god stemning.
Vi har været her i snart 10 dage - det føles som 2 - 3 måneder. Vi er i dag så småt begyndt at planlægge klargøring til turen over til Brazil. Vi har her i eftermiddag pakket vores lækre nye gummibåd sammen. Pippi har lavet provianteringsliste. Helle og Trine har bunket vand og fyldt det på vores aqua mineral-dunke og flasker. Desværre kunne der kun skaffes 110 liter drikkevand fra land i dag. Vand er virkelig en mangelvare her. Det laves ude på et afsaltningsanlæg på den anden side af øen, men produktion og fordeling er uhyre ustabil.
Holm har her søndag eftermiddag haft grande successo med kreation af to vandkringler med muitio meget gøøvs. Der blev klappet, så folk kom op på dækket på de andre ankerliggere. Trine gav den en 15 - 20 numre på guitaren, og Christian har ligget på køen hele dagen. Forretninger siger han forretninger...
I forgårs kom en anden dansker herind. Villy fra Valby med sin lurvede Vovse Alfredo og en preussisk havblaffer ombord. Vi mødte Villy og hans VillyVovs for 3½ år siden på Azorerne. Det bliver sjovt at høre, hvad der er sket siden sidst.
Well, 10 dage i land, så bliver det fandeme godt at komme til havs igen, langt til haws. For det er godt at være i land og besøge fremmede folk og øer. Men bedst er det sgu med et par kilometer blåt vand under kølen og frisk salten vind. Vores nyinstallerede vindgenerator hvirvler rundt, og vi glæder os alle til Brazilien. Inden vil vi gøre ophold på nogle klippeøer 400 sømil øst for Brazil - Fernando de Noronha, som skulle have noget ekstremt godt dykkervand. Det her liv skulle man fandeme leve for altid...
Der pisker en fæl kakkerlak forbi min stol. Det er kun en af de små tyske.
Brazilien here we come
Pippi skriver:
28. januar 1993: Jo, så ramte vi kalmebæltet. Vi sejler dog stadig for sejl. Vi får besøg en gang til af en forbipasserende stor coaster. Vi åbner VHF-en for at kalde dem. Sådan bare lidt for sjov. Øj, de kalder sgu os. Fedt. Ole griber knoglen. Vi undrer os først over hvorfor de interesserer sig for et bette sejlskib. Vi griber kikkerten. Ole finder ud af,at de er tyrkere. Vi kan se mandskabet på broen. De er linet op alle 10. Det er vi 7 jo sådan set også. De fire af os smukke kvinder uden en trævl på kroppen. Jo - der er ikke noget underligt i opkaldet fra dem.
Aftenen nærmer sig, og skyerne trækker sig sammen over vore hoveder. Ved 20-tiden falder de første dråber vand i en månedstid. Vi smider henrykt tøjet og danser tyrolerpolka i regnen. Skønt med ferskvandsbad. Derefter bliver det tørvejr. Meget hensynsfuldt af vejrguderne. Det betyder, at vi kan nyde Trines vegedeller i cockpittet - UHM.
Efter midnat rammes vi af de ægte "heavy squalls". Himmel og hav står i et, og der falder så meget vand, at det ikke kan nå at løbe ud af cockpitdrænet. Oles tæer ved morgenmaden ligner rynket asparges. Lyn - torden - total vindspring. En sej nat. Der er et kæmpeplus ved brusebadet. Skibet, riggen, tovværket, søgelænderet, alt er vasket kridhvidt. Uhm - det er en fryd.
29. januar: Motoren kører det meste af dagen. Skyer i alle farver fylder himlen. Vi ser et enkelt "vulkanudbrud" ved solnedgang, hvor solen ikke har været synlig på grund af skydække i flere timer. Ved horisonten er der et lillebitte hul netop der hvor solen kommer susende ned. Et flammende bål bliver hastigt større og forsvinder igen i løbet af minutter.
30. januar: Vi vågner op med den glædelige nyhed, at det ser ud til, at vi nu har passeret kalmebæltet. Vinden er sydøst, og vi slukker motoren. Velsignet. At bevæge sig ned imod ækvator for motor er langt mere kedeligt end dette. Vi krænger. Vinden ind foran for tværs - det er længe siden sidst. Desværre aftager vinden igen i løbet af dagen. Den kære mercedes må ellers stønne vildt i varmen. I nat gjorde vi lidt for at forsøde tilværelsen for den. Af med pladen foran motorrummet, alle luger og døre åbne, ventilation. Temperaturen inde hos kalorius var sikkert oppe på 50 grader C. Hvem kan være tjent med det? Vi andre stønner også i varmen og forsøger at sove på dækket iført livline. Nu har motoren afkølet, ligesom vi selv, hele dagen. I dag har temperaturen, solen og vinden været mindre tropisk, end hvad vi ellers har mærket siden Cap Verde. Vi nordboere, som sukker efter sol og varme, har nydt de kølige vinde. Det er ellers dagen i dag, hvor Helle går amok i køkkenet. Brød, kage (drømmekage) uhm. Pastasalat til aftensmad. Vi andelshavere holder plenum om Sydamerikaturens fremtidige forløb. Det er et skrapt program: 45 dage i land, 30 sejladsdage. Så er det retur imod Europa !?! Som Christian siger: "Det er en tur, for dem, som vil sejle".
I nat skal vi møde Kong Neptun.
1. februar 1993: Vel. Nu er vi så på den sydlige halvkugle. Kaffen løber anti-klok-wise i kopperne. Efter veloverstået dåbs-ceremoni i smukt stille vejr, har vi nu en frisk vind foran for tværs. Tre af besætningsmedlemmerne er gået på skrap risdiæt. Ingen salle før Fernandoøerne. Dette valg af proviantindtag udløste første alvorlige krise ombord på Den Vilde Jagt i flere måneder. Konklusionen på dette: Vi er et kollektiv, som tager sig af hinanden, sådan!. Det kan godt være, at vi ikke spiser det samme. Det kan faktisk meget godt være, for eksempel er der nogen, som spiser kød, og nogen som ikke spiser kød. Der er nogen, som vil have rosiner i vandgrøden og nogen, som ikke vil, og sådan kunne jeg blive ved. Men det gider jeg ikke. Det er godt, vi har kaptajnen (degnen) til at bevare god skibsånd ombord!
2. februar: Vi nærmer os med syvmileskridt Fernando. Vinden fortsat foran for tværs, og måske bliver vi nødt til at krydse det sidste stykke ind? De potentielle vindere af væddemålet om, hvornår vi er fremme, gør nu alt for henholdsvis at holde kursen eller ej. Observationer gjort af Mads på morgenvagten: En portugisisk orlogsmand og en tropicfugl.
Ole indskyder:
3 grader 20 minutter syd, 32 grader 20 minutter vest, here we are. Og vi har lige fået øje på Fernandoøerne, som hører til Brazilien. Vi har været på søen i 14 døgn nu. Alle glæder sig til at komme i land. Alle har fået alt det sol, de har kunnet tåle - og mere til. Vi er fedtede på krop og i hår af sø og salt. Shampooen slap op for længe siden. Den sidste slat har Christian spædet op med maskinolie og andet godt fra motorrummet. Kong Neptun spøger, atl kan ske, og vil ske.
Vi har væddet om hvor mange dage turen fra Cap Verde vil tage. Det bliver vist nok dødt løb mellem Trine og Christian. Hvis jeg da ikke kommer til at falde af på kursen på min vagt ... så kunne rederen selv gå hen og vinde alle de store sjusser.
Turen fra Cap Verde er gået lige efter bogen og vores plan. Ud i NØ-passaten fra Sao Vicente og sydover. Etmål på knap 140 sømil i starten. Cirka 4 grade nord mistede passaten pusten, og vi havde 2 døgn i kalmebæltet, med overskyet og ingen vind. Om natten torden og lynild af megaformat. Hvis det ikke havde styrtet ned med 60 mm vand på 2 timer, kunne vi mellem kastevinde og blitzlys have læst højt af REEDS 1993. Men til gengæld fik vi så skyllet alt saharasandet af rig og tovværk. Det har været rødt og klistret siden Harmatta-kulingen på vej til Cap Verde. Vi dansede selv regndans på dækket og blev fersket godt af. Ellers er dagene gået med store frokoster, saltvandsbaden efter båden, solbaden på dækket, tykke bøger, sekstantnavigation, løgnehistorier. Biologerne har observeret fugle og fisk. Nogle har vasket både tøj og hår, andre er bedre skabt til at ligge ned. Vi har fisket som gale og sat alt grejet til. Om natten har vi bagt grovbrød og rugbrød og om dagen kager. Vi har sejlet med Venus om styrbord og sydkorset i stævnen, og har egentligt haft en hammerfed tur over. Vi havde en god ækvatoroversejling, med dåb som det sig hør og bør. Neptun gav ingen nåde, og alle fik som de havde fortjent. Og lidt til. GØØWS og SALLE. Alle sprang i Atlanten bagefter for at takke Neptun i det våde element. På nær Trine. Hende havde jeg skoldet med kogende vand om morgenen. Hun peb, så doktor Holm på få sekunder kom i medicinkisten, rev håndøksen op, udløste den røde Aalborg og kom på dækket med hvid fråde om munden og store vilde øjne, klar til at ambutere hvem som helst. Men den velmenende doktor blev overfaldet og uskadeliggjort med spilerstagen af samtlige besætningsmedlemmer, anført af patienten selv. Patienten blev herefter behandlet med brandsårssalve og kompresforbinding. Sygdommens omfang var pludseligt - efter synet af ambuteringsgrejerne - svundet til nærmest ingenting. Og nu 2 dage efter er Trine tilbage trivelig og trind.
Morale: Fra nu af vil ingen kny over en enkelt grydefuld skoldende suppe eller stegeolie. Det ville også være synd, hvis Trine skulle miste en eller begge arme (ved et uheld). Hun spiller skidegodt guitar til stor fælles fornøjelse.
Vi er spændt på de her Fernandoøer. Der skulle være noget af verdens bedste dykkervand, med store havskildpadder, hvaler, delfiner, hajer og meget mere.
Pippi fortsætter:
Det blev kun til fem dage på Fernandoøerne. Synd. Vi kunne sagtens have brugt en måned. Men Poul og Tine venter i Fortaleza, og Fernandoøerne er et dyrt besøg i turistskat. Vi har været på nogen af verdens smukkeste strande. 500 meter lange sandstrande med omkrandsende klipper. Store brusende bølger, som vi kastede os rundt i, i et forsøg på at dyrke body-surfing. Nu tænker du sikkert, sammen med tusind hylende unger, badedyr og ghettoblastere. Men sådan var det ikke. Vi mødte i løbet af en eftermiddag max 10 mennesker.
Det største uhyre på stranden var den altopslugende bølge. Bedst som fem skæve lambadaopslidte kroppe havde lukket øjnene og nød den varmende sol i "sikker" afstand fra brændingen. Hvem kom så? Bølgen. Alt vådt, inklusive tre kameraer, Christians fantastiske Cap Verderadio (kaput), tøj, sko....
Vi er også begyndt på opvarmningen udi lambada. Og Trine har gjort et forsøg på at udbrede John Mogensen på det lokale dansested i Vila Dos Remedios. Der blevet sovet på strande og fæstningsmure, men Ole er blevet den mest garvede i den sport. Sidste nat var på en strand, hvor han kæmpede om pladsen med en hær af krabber.
Vi forlader Fernandoøerne i skumringen. Helle har på mirakuløs vis fået betalt sin gæld til "ham den søde fyr i baren" - det er altid godt at have et påskud for at komme igen næste dag. Desværre står Den Vilde Jagt ikke i gæld til nogen på Fernandoøerne, men vi finder jo nok på en noget sjovere anledning til at vende tilbage hertil.
8. februar: Det er hurtigt mørkt. Vi spejder efter månens lys. Udsejlingen er ellers flot med lysene fra barerne med palmebladstage, funklende på toppen af klipperne. Fem af den syv mand store besætning må til køjs. Sidste aftens afsked med øen var munter og lang. Ole og Pippi tager første vagt efter at hele besætningen har nydt ilandmad, kylling - uhm. Det bliver en nat med megen månelys og meget vind.
9. februar: Dagen starter lovende med sol, men hurtigt tordner skyer sig op med mørke blå og grå farver. Der er god fart. Rebet to gange og krydsfok med en fart på omkring 6 knob. Så kommer regnen. Måske er det heavy squalls, måske bare tropregn. Havet ligner et spættet gulvtæppe. I cockpittet får vi den geniale overfantastiske strålende idé, at vi kan hænge brækspanden op under bommen. Fra storsejlet løber vandet ned i spanden som ud af en vandhane. Vi har alt for lidt godt vand med fra Fernandoøerne. Det er en ø med ørkenklima. Som på Cap Verde skal alt bringes pr skib til øen. Regnvandsreservoiret var tomt, det vand vi har i tankene er salt. Næsten umuligt at drikke for hvide mennesker. BWADR. Specielt i kaffe. Så vi står altså der i cockpittet, kolde, våde, i underbukser og regnfrakke, fingre som strandvaskere. Hurtigt har vi samlet vand til tre kopper kaffe. Vi glemmer alt om regn og kulde - tankerne går til dampende skoldhed kaffe og chokoladekiks. Regnen intensiveres. Wupti, spanden er fuld, dobbelt lykke. Kaffe til alle og mere til. Nu skal der samles vand. Frem med alle spande og de store gryder. Selvom dette var et uplanlagt spontant opsamlingsheat har vi på ti minutter samlet omkring 15 liter dejligt forfriskende regnvand. Smagen er rigtig god - langt bedre end det, som vi fik af dem fra Mimi (en dansk båd, vi mødte på Fernando). De producerede raskt væk 70 liter om dagen. De er kun to - så der var vand til bad og alt muligt. Deres vidunder-osmosepumpe (30.000,-kr) var desværre lige gået i stykker, men det blev da til, at vi fik 70 liter. Men vand hvorfra alle mineraler er frafiltreret smager fad. Men nu ved vi hvor meget vand,vi kan samle fra en tropeskylle. Det er godt at vide før vi tager en måned over Atlanten til Azorerne.
10. februar: Vi vågner op til masser af sol og vind. Jubii. Bølgerne er heller ikke at foragte, så vi viderefører lektionerne i sø-gang. Vi vågner op fra vores nattevagter til et hav med helt ny farve. Indenfor en meget kort distance faldt dybden fra 2,5 km til 50 meter. Farven fra sandbunden giver havet en flot lyseblå kulør. Nyt. Pludseligt ser Trine det sydamerikanske kontinent. Det er den morgen, hvor mange ombord gør et forsøg på at blive velsoigneret. Vi ser høje hvide klitter, skyskrabere. Vi har gjort det: krydset Atlanten.Vi bliver modtaget i Fortaleza af utallige små sejl-fiskerbåde af meget etnisk udseende, nærmest flydetømmer med raftesejl. 4 - 5 ombord. Der er ikke noget, der hedder søgelænder, så når der kommer høje søer klamrer mændene sig til sejl eller lignende og står i vand til knæene. Vi erfarer senere (i land), at de fanger masser af gode kystfisk, som vi spiser i store mængder.
Vi går fint ind i Fortalezabugten, som giver fin læ for atlanterhavet. Vi kan oven i købet se noget, som ligner en yachtklub. Christian - El Capitano, - Mads og Lise går efter en gang landgangsspaghetti i gummibåden med den grå mappe. Det gule flag er hejst. Vi er spændt på, hvor lang tid der skal bruges på papirnusseriet.